Fortsæt til indhold

Gorm rasede ret roligt

Arkiv
Peter Friis Autzen

Omkring 150 mennesker søgte ly på Erritsø Idrætscenter, da stormen Gorm slog sig løs søndag aften.
Begge broer over Lillebælt var lukket, så biler og busser måtte vente på, at stormen løjede af.
"Stemningen i Idrætscentret var rigtig god," siger Jes Andersen fra Fredericia Brandvæsen.
Gæsterne kunne købe kaffe og lidt mad, mens de så tv eller gik på sociale medier.
Da broerne igen åbnede klokken 22:30, blev sovende børn vækket eller båret ud i bilerne, hvorefter hallen blev rømmet igen.

Juletræet på Axeltorv i Fredericia væltede under stormen. Foto: Peter Friis Autzen

Rolig storm - trods alt

Gorm rasede men gjorde ikke store skader.
En del træer væltede dog. Det samme gjorde nogle skilte. Og juletræet på Axeltorv i Fredericia lagde sig ned igen, hvorefter kommunen afbrød strømmen til træets lys. Træet skiftes nu ud med et nyt.
På Fredericia Teater måtte en del af publikum vente efter at have oplevet Shubidua-musicalen, inden de kunne køre hjem. Men heller ikke her skabte det alvorlige problemer.
"På vagtcentralen havde vi travlt i de timer, hvor folk ringede om overrevne ledninger, flyvende tagsten og væltede træer. Men heldigvis ingen personskader," siger Ole Eckholdt fra lokalpolitiet i Fredericia.

Flere af de indkvarterede i Erritsø Idrætscenter gjorde klar til at overnatte. Men da broerne åbnede igen klokken 22:30 kørte de hjem. Privatfoto