Fortsæt til indhold

En god måde at komme igennem en overgang

To lokale ildsjæle har skrevet pædagogisk bog, der let kan bruges som manual for andre fagpersoner, der vil gøre børns overgange i institutionslivet lettere

Arkiv
Arkiv

Men der kan godt gøres noget for at lette netop overgangene, og det har to lokale ildsjæle og fagpersoner netop skrevet en bog om. Bogen hedder Stjernedrys og handler om overgange. I bogen beskrives hvordan de to pædagoger - Solveig Irene Tøstesen og Ulla Jacobsen har lavet et projekt, der hjælper børnene lettere igennem de til tider svære overgange. Solveig Tøstesen har været pædagog i Fritidshjemmet Enghøj og Ulla Jacobsen leder af Børneinstitutionen Haren. I dag er begge gået på pension, men da de arbejdede, var Stjernedrys et projekt, som de udviklede og var rigtig glade for.

Svær periode

Derfor har de nu skrevet en bog, der med en teoretisk del og en praktisk del er et konkret og meget anvendeligt værktøj til at skabe bedre overgange for børn, der bevæger sig fra vuggestue til børnehave eller fra børnehave til skole og fritidshjem. - Overgange er en svær periode i et barns liv. Det er noget stort, og børnene glæder sig, men det er også en usikker periode, hvor man går fra at være stor til at være lille, forklarer Ulla Jacobsen. Og det var netop den oplevelse, der fik de to pædagoger - og private venner - til i sin tid at starte projektet Stjernedrys. Projektet gik ud på, at kommende skolelever sammen med børn, der allerede var startet på skolen skulle mødes i et projekt, hvor de skulle lave portætter af sig selv. Møderne foregik i børnehaven, på fritidshjemmet og på skolen - og på den måde fik de kommende elever kendskab til nogle af dem der allerede gik på skolen, lige som de fik mulighed for at lære de nye lokaler at kende - inden de skulle starte. Med til projektet var desuden professionelle kunstnere, der lærte børnene noget om, hvordan man laver et portræt.

Gamle venner

Ulla Jacobsen og Solveig Tøstesen mødte hinanden i Avedøre Stationsby tilbage i 1970'erne, hvor de begge boede på det tidspunkt. De havde begge et stort engagement i lokalområdet og begge en stor interesse for kunst og kultur, som en medvirkende faktor til social trivsel og som et arbejdsredskab. Begge har således mange års erfaring med at brug kunst og kultur som et arbejdsredskab - både i arbejdet med børn og i lokalområdet. - Det er vigtigt, at man har rigtige kunstnere inde over, for det betyder, at børnene tager projektet alvorligt, siger Solveig Tøstesen. Ulla Jacobsen tilføjer, at det element den professionelle kunstner tilføjer, desuden betyder, at børnene i højere grad har noget, de føler de kan præsentere efterfølgende. Ulla Jacobsen tilføjer imidlertid også, at det naturligvis ikke bare er nok med en professionel kunstner, men at de medvirkende parter alle skal gå aktivt ind i projektet for at det kan lykkes. - Det er vigtigt, at det gøres med rigtige kunstnere, for så tager børnene det også alvorligt. Og de glemmer det ikke. Forældrene glemmer det heller ikke og børnene vokser med opgaven og føler glæde og stolthed, siger Ulla Jacobsen.

Stort engagement

Både Ulla Jacobsen og Solveig Tøstesen understreger dog, at det er et krævende arbejde, men at de med bogen faktisk serverer en let håndgribeligt manual til, hvordan man kan føre et lignende projekt ud i livet. - Man kan gøre det på mange måder, f.eks. med sport eller teater, hvis man synes det er bedre, men vi har udtænkt det her koncept og serveret det på en måde, som man let kan bruge, siger Solveig Tøstesen. Begge mener dog, at man ikke skal undervurdere, at der skal gøres en stor indsats for at få det til at virke. - Det kræver et stort engagement, hvor det er vigtig at have fokus på at mødes i det forum, hvor man er enige om at have fokus på overgange. Der skal være tovholdere på projektet, og så er det vigtigt, at man har opbakning fra sin ledelse, for det koster selvfølgelig også noget, siger Ulla Jacobsen. Ulla Jacobsen var selv leder i Børneinstitutionen Haren, så hun ved hvad hun taler om. Og Solveig Tøstesen, der var pædagog Fritidshjemmet Enghøj understreger, at hun fik opbakning af sin ledelse. Stjernedrys-bogen koster 130 kr. og kan bestilles på projektstjernedrys@gmail.com