Fortsæt til indhold

Skal byrødder betale?

Byrådsmedlem Lasse Bak Egelund vil placere et ansvar i havnesagen. Også hvis det rammer ham selv og byrådet

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Hvis det her ender med, at byrødderne skal betale erstatning, så må det være sådan,” siger byrådsmedlem Lasse Bak Egelund fra Enhedslisten.
Han vil ikke finde sig i, at kun havnedirektøren stilles til ansvar for de afslørede forhold med overforbrug og pamperi på Vejle Havn. Han vil have sagen underkastet en uvildig, juridisk undersøgelse. Og han lever med risikoen for, at sådan en undersøgelse vil placere en del af ansvaret på ham selv.
“Jeg har været med til at godkende regnskabet. Og det må jeg stå til ansvar for,” siger han.

Upopulært forslag

Lasse Bak Egelunds forslag om en undersøgelse og ansvarsplacering er på dagsordenen, når byrådet mødes onsdag eftermiddag.
På forhånd er han klar over, at forslaget er stærkt upopulært blandt byrådskollegerne.
“Jeg har fået henvendelser - primært mundtlige - fra byrødder, der spørger mig, om jeg er klar over, at en undersøgelse risikerer at placere både ansvar og erstatningspligt på dem og mig. Det vil de helst være fri for. Men jeg er ikke blevet hverken presset eller truet: Kun spurgt og informeret,” siger Lasse Bak Egelund.
Hvordan vil du have det med at iværksætte en undersøgelse, og den så ender med at stille dig selv til ansvar og koste dig en bod?

“Det vil da være ærgerligt, men jeg er nødt se ud over mig selv og min bankkonto,” siger Lasse Bak Egelund.

Tulip-sag version II

Hvis ansvaret og erstatningspligten placeres på byrådsmedlemmerne, vil det ikke være første gang.
I Vejle er især Tulip-sagen fra 1985 kendt. Her blev byrødderne pålagt en bod på 30.000 kroner for at have givet Tulip jord til en så lav pris, at det kostede kommunen et tab på 13,5 millioner kroner. Den handel var udtryk for ulovlig erhvervsstøtte, og derfor skulle de byrødder, der stod bag, betale en personlig bod på 30.000 kroner hver.
“Hvis sagen om Vejle Havn ender med at blive en ny Tulip-sag, så er det sådan, det må være,” siger Lasse Bak Egelund, der i den forbindelse glæder sig over, at han personligt kun har været med til at godkende ét havneregnskab.

Havneposten er sjovere

Spørgsmålet om byrådet og havnebestyrelsens ansvar afgøres kun, hvis et flertal siger ja til Lasse Bak Egelunds forslag om en undersøgelse. Eller hvis nogen anmelder sagen til politiet.
Hvis det sker, bliver der brug for at vide, om byrødderne og bestyrelsesmedlemmerne var klar over, at forholdene i havnebestyrelsen var usædvanlig gavmilde.
Ifølge Lokalavisens kilder har det i mange år været en kendt sag blandt byrødder, at buffeten var større og udlandsrejserne mere spændende i havnebestyrelsen end i andre udvalg.
Det er noget, man har talt ret åbent om, når der fordeles konstitueringsposter. Det mødte Lasse Bak Egelund også, da han kom i byrådet i 2014.
“Da der skulle forhandles konstituering, var jeg overrasket over, hvor meget folk taler om penge og løn i stedet for at tale om politik. Jeg var faktisk chokeret. Der tales rigtig meget om honorarer og bidrag,” siger han.