Borgerrådgiver har håndteret 58 klagesager på et år
Hvidovres borgerrådgiver har haft færre sager end forventet. Erfaringen viser, at kommunen lærer af den kritik, som borgerrådgiveren har givet
Det viser borgerrådgiverens årsberetning, som blev behandlet af kommunalbestyrelsen i tirsdags. I alt har 100 borgere henvendt sig, og det har resulteret i 58 konkrete klagesager og 66 såkaldte vejlednings- og vejvisningssager. Antallet af sager fremhæves i borgerrådgiverens konklusion som “…positivt og et vidnesbyrd om, at kommunens dialog med borgerne oftest er god og konstruktiv.” For borgmester Helle Adelborg viser henvendelserne til borgerrådgiveren, at Hvidovre Kommune er i øjenhøjde med sine borgere. - At der med borgerrådgiverens egne ord er forholdsvis få sager og klager er tegn på, at vores dygtige medarbejdere gør deres bedste i mødet med borgerne. Jeg er samtidig godt tilfreds med, at vi har fået en borgerrådgiver, som borgerne kan gå til, siger Helle Adelborg. I de få sager, hvor borgerrådgiveren har udtrykt alvorlig kritik af en afdeling, er kritikken blevet brugt aktivt til at udvikle kvaliteten i arbejdet. - Vores forvaltning har hvert år titusindvis af sager, så det er svært at undgå, at der laves fejl. Men det er vigtigt, at vi tager ved lære af de fejl, der bliver begået. Det gør, at vi fremover kan løse vores opgave på en mere tilfredsstillende måde for borgerne, siger Helle Adelborg. På baggrund af sine erfaringer fra det første år er borgerrådgiveren kommet med to konkrete anbefalinger til Hvidovre Kommune. Den ene anbefaling går på opdatering og vedligeholdelse af oversigten over sagsbehandlingstider på kommunens hjemmeside. Den anden anbefaling går på øget anvendelse af sikker Digital Post frem for ukrypterede mails. Borgerrådgiverfunktionen er i gang med at blive evalueret. Evalueringen vil blive præsenteret for kommunalbestyrelsen indenfor den nærmeste fremtid.