Fortsæt til indhold

Samarbejde i stedet for selvhævdelse

Jan Prokopek Jensen skal ikke tale dårligt om andre, mener formand for arbejdsmarkedsudvalget i Tønder

Arkiv
Susanne Linnet (V), formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Tønder Kommune, Møllevej 2, Møgeltønder

Det er dejligt for Sønderborg Kommune, at de får færre klager over deres sygedagpengesager. Tillykke med det. Men jeg er forundret over, at formanden for kommunens Arbejdsmarkedsudvalg, Jan Prokopek Jensen (A), finder det passende at bruge den gode nyhed fra sin egen kommune til at sætte negativt fokus på andre kommuner, bl.a. Tønder. Især når det sker på et tvivlsomt grundlag.
Det er korrekt, at Tønder Kommune har ligeså mange klager som Sønderborg, og at vi derfor ligger højere end Sønderborg, når vi sætter antallet af klager i forhold til befolkningstallet.
Men min gode kollega i Sønderborg ”glemmer” lige, at færre af klagerne i Tønder Kommune får ret i deres klage over kommunens afgørelse. I Sønderborg har 23 pct. af klagerne fået medhold i Ankestyrelsen. I Tønder er det kun 9 pct. i 2015.
Vi får med andre ord flere afgørelser godkendt i Ankestyrelsen end Sønderborg. Sat lidt på spidsen er konklusionen, at vi har en mere korrekt sagsbehandling. Og det er for mig at se langt vigtigere end antallet af klager. Færre klager er jo ikke i sig selv et mål. Målet må derimod være at lave afgørelser af god kvalitet.
Jeg nævner blot dette for at give læserne et mere nuanceret og retvisende billede end det, Jan Prokopek Jensen tegner. For i virkeligheden tjener det slet ikke noget formål at dunke hinanden oven i hovedet med forskellige tal. Der er ikke meget perspektiv i at hævde sig selv på bekostning af andre. Lad os dog hellere samarbejde som gode naboer om at styrke og udvikle vores service og ydelser til borgerne.