Jul i den gamle kaserne
Markedet byder på unikke julegaveidéer eller ting til julebordet. Lokal vin, slagtervarer og cremer fra etablerede firmaer såvel som smykker, brugskunst og andet godt fra energiske iværksættere vil fylde staderne. Staderne vil du finde i lejrens gamle Fægtesal og i telte på den gamle eksercitsplads. Arrangør Mikkel Knudsen fra Cirkusmuseet fortæller: - Vi har oplevet en større tilstrømning end nogensinde før, og det er glædeligt, at der er en god variation i udbuddet i staderne.
Lækker soul og juletoner
- Vi har forsøgt at sammensætte et underholdningsprogram, hvor der frem for alt er kvalitet og noget for alle aldersgrupper, fortæller Mikkel Knudsen. Det er også et flot program markedet præsenterer. Du kan således høre trioen Engqvist, Rosenkilde og Reimann, der vil spille blød soul kl. 12. Det er tre særdeles aktive musikere, der bl.a. har spillet med The Antonelli Orchestra, Robben Ford, Jokeren og mange flere. Kl. 13.30 vil den talentfulde kvartet, The Singing Reindeers, på smukkeste vis synge julens toner blandt staderne.
Ildjonglering og cirkus
Cirkus Aroma består af gøgleren Frk. Søndergaard, der, ifølge egne ord, leverer et show som består af “flammende fyrrig ildjonglage, meterhøj et-hjulet cykel færdsel samt publikums inddragende gags for store og små.” Det sker kl. 11 og 13. Dagen igennem kan du også prøve jonglering ved Cirkusmuseets stadeplads i Fægtesalen, ligesom museet byder på underholdende fortællinger i udstillingen, hvor der er fri entré på dagen.
Islænderheste og julemand
Markedet byder naturligvis også på besøg af julemanden, der kommer forbi fra kl. 11.30. Fra kl. 12 vil der være mulighed for at ride på islænderheste fra Krogagre. Der vil også være skattejagt og juleklip for børnene, mens de voksne gæster kan få underholdende historier i Forstadsmuseets bod. Der vil være mulighed for at købe forplejning i Café Bataillionen og du kan køre i hestevogn til Quark Centret, der også vil byde på en masse aktiviteter. Der er fri entré til markedet og fri parkering i Avedørelejren. Der henvises til indkørsel ved Filmbyen. Se mere på cirkusmuseet.dk