MTB Randers blev fejret på Det Gamle Rådhus
Mandag 30. november var Rådhustorvet i Randers spækket med farvestrålende cykler med brede dæk. Cyklernes ejere var for en kort stund trukket inden døre i rådhussalen, hvor de fik champagne og en gavecheck af borgmester Claus Oman Jensen, fordi klubben netop er blevet kåret til årets cykelklub i Danmark
”Stort til lykke til jer, fordi I har nappet den flotte titel. Jeg er stolt af jer, for I stikker hovedet frem og er med til at sætte Randers på landkortet,” sagde Claus Omann Jensen til de mange fremmødte klubmedlemmer.
Claus Oman Jensen fremhævede i sin tale blandt andet klubbens evne til at favne ryttere på alle niveauer og i alle aldre:
”I er et godt eksempel på, at sport samler og forener mennesker. Det er positivt, at I har fået fat i så mange unge mennesker, der har lyst til at springe på MTB cyklerne og være med til at holde Randers på toppen af cykelsporten i Danmark,” sagde Claus Omann Jensen. Han er selv aktiv cyklist i sin fritid og ser frem til at cykle en tur sammen med MTB Randers i nærmeste fremtid.
Det var formand for MTB Randers, Lasse Sommer, der modtog gavechecken på 4000 kroner af borgmester Claus Omann Jensen:
”Vi er utrolig glade for at blive kåret til årets klub i Danmark og for at blive fejret i Randers i aften, ” sagde Lasse Sommer, og fortsatte:
”Vores succes bygger blandt andet på det store fællesskab og de mange aktive frivillige, der yder en kæmpe indsats i MTB Randers. De stiller både op, når klubben skal etablere nye MTB spor, og når børneholdene skal have nye trænere,” sagde Lasse Sommer.