Fortsæt til indhold

Gro har klaret første tredjedel af kloaktunnelen

Maskinen med navnet Gro, der skal bore kloaktunnelen mellem Gl. Køge Landevej og Sønderkær, har nu tilbagelagt cirka en tredjedel af ruten gennem Hvidovres hårde undergrund under Sydkærsvej

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Men inden hun fortsætter til februar, skal hun på en velfortjent juleferie, som skal bruges hos “tandlægen”. Alle hendes tænder skal skiftes, for de er slidt ned af al den kalk og granit, hun har tygget sig igennem.

Julefred

I julen er der ro på alle byggepladser på Sydkærsvej og på Næsborgvej, siger projektleder Eva Arler: - Vi holder julelukket fra den 19. december. Alle trænger til ferie, ikke mindst mandskabet, som styrer “Gro” og som derfor dagligt befinder sig omkring ti meter nede under jordoverfladen... Arbejdet genoptages igen den 4. januar. Mandskabets første opgave bliver at slutte kloakledningerne i sidevejene til den store nye kloaktunnel, som nu er færdig på strækningen mellem Gl. Køge Landevej og pumpestationen midt på Sydkærsvej. - Det vil tage os cirka et halvt år. Og der vil derfor fortsat være en del kørsel og aktivitet i området, oplyser Eva Arler...

Skybrudsriste

På Tibberupvej, som ligger i en lavning, har der været store problemer med oversvømmelser, når det regner voldsomt. Men nu har vejen fået skybrudsriste, hvorfra regnvandet gennem kanaler under vejen ledes til tunnelen og pumpestationen på Åmarksvej og derfra videre ud i Kalveboderne. - Risikoen for oversvømmelser er blevet mindre, fordi ristene nu kan fjerne en del af regnvandet, der samler sig på Tibberupvej. De virker allerede nu, men det er jo nok først i skybrudssæsonen til sommer, beboerne får glæde af dem, mener Eva Arler... Skybrudsriste er i løbet af de senere år også blevet lagt ned i flere gader inde i København, hvor de med succes har beskyttet indre bys mange kælderbutikker og restauranter mod regnvand.

Gro er ikke en ubåd

I januar skal der gøres klar til, at Gro kan begynde på den sidste del af kloaktunnelen fra Risbjerggårds Allé til Sønderkær. - Da tunnelen ligger dybere end grundvandsspejlet, er vi i perioder nødt til at sænke grundvandet, forklarer Eva Arler: - Gro er jo ikke en ubåd, selv om hun arbejder godt under grundvandet. Når hun skal have sine “periodiske tandeftersyn” er vi derfor nødt til at fjerne grundvandet, mens mandskabet arbejder neden under jorden ude i fronten af Gro. Vi må pumpe grundvandet væk, så der er tørt. Det gør vi gennem nogle huller - grundvandsboringer -, som vi placerer 15-17 steder fordelt på den en kilometer lange strækning... Arbejdet med at bore hullerne går i gang her i december måned. Der bores tre-fem huller hvert sted. Herfra pumpes grundvandet så op i de store rør, som er sat op langs Sydkærsvej. Grundvandet pumpes tilbage i jorden et stykke fra, hvor det pumpes op. - Men foreløbig laver vi hullerne. Det tager en uges tid hvert sted, og vi bruger en stor boremaskine, som desværre kommer til at larme. Vi forbereder naboerne på vores arbejde, inden vi går i gang. Og vi håber, at alle bærer over med os i den uge, det varer, siger Eva Arler... Der arbejdes kun på hverdage mellem kl. 7 og 18. - Udover at vi på den måde gør parat til, at grundvandet kan sænkes, så giver boringerne os ekstra informationer om undergrunden, som vi kan bruge, når vi skal planlægge Gros færd fra Risbjerggårds Alle til Sønderkær, konstaterer Eva Arler...

Ingen CO2-problemer

- I ejendomme med kælder kan der være risiko for, at der trænger CO2 ind, når vi sænker grundvand. CO2 findes naturligt i undergrunden, og kan blive presset op gennem jordlagene, når vi pumper grundvandet tilbage. På de første af Gro’s nu gennemførte 500 meter har HOFOR derfor efter aftale med Hvidovre Kommune opsat CO2-alarmer i 35 ejendomme, som ligger på blød tørve-bund, hvor der kan være risiko for CO2. Men ingen af stederne gik alarmen. Det er dejligt, at der ikke har været problemer med CO2, men vi vil blive ved med at sætte målere op i risiko-ejendomme, så vi straks kan nedbringe CO2-indholdet, hvis det bliver nødvendigt, forklarer projektets rådgiver Ib Winther Hamborg, Rambøll...