Besøgsvenner skaber gode stunder
Frivillige i Besøgstjenesten Margueritten får hver uge ældre og handicappede til at grine og fortælle, når de besøger borgere. Sydbank Fonden har doneret 6.500 kroner til foreningen i Aabenraa, der nu vil investere i højskolesangbøger.
De frivillige fra Besøgstjenesten Margueritten banker hver uge på dørene hos ældre borgere og handicappede i Aabenraa, som sætter pris på selskab udefra.
" Det er meget forskelligt, hvad vores besøgsvenner laver hos dem, de besøger. Nogle sidder og taler sammen i hjemmet, andre kører en tur, mens mange gerne vil benytte lejligheden til at gå en tur," fortæller bestyrelsesmedlem Claus Dalby Lind.
Sydbank er glad for at kunne støtte besøgstjenesten med en donation på 6.500 kr.
"For Sydbank er det vigtigt at være en del af vores lokalmiljøer. Besøgstjenesten Margueritten udfører et vigtigt stykke humanitært, socialt arbejde i Aabenraa. Det vil vi som bank gerne bakke op om," siger Rasmus Lyngbak Bøgen, afdelingsleder i Sydbank Aabenraa.
Højskolesangbogen vækker gode minder
Ud over hjemmebesøg er der en stående invitation til både besøgsmodtagere og besøgsvenner til fællesspisning den første tirsdag i måneden. Derudover afholder besøgstjenesten to årlige sammenkomster – en julemiddag og en sommerudflugt. Her er fællessang omdrejningspunktet, og Claus Dalby Lind glæder sig til, at højskolesangbøgerne snart kan erstatte løse ark.
"Højskolesangbogen betyder meget for mange ældre. De forbinder gode minder med sangene, og det kan åbne for samtaler om deres barndom og ungdom, hvor højskolesangbogen var en forankret del," siger han.
Det er ikke kun besøgsmodtageren, der får glæde af besøgene. Som tilflytter har Claus Dalby Lind også lært meget om Aabenraa fra den borger, som han besøger.
"Min besøgsmodtager vil gerne fortælle om sin opvækst på egnen, og det suger jeg til mig. Det er vigtigt, at samværet er til glæde for begge parter," afslutter han.