Fortsæt til indhold

Avis-hetz?

Arkiv
Arkiv

- Siden august har byggesagen fra Gl. Køge Landevej været fast føljeton i Hvidovre Avis. Artikler og debatindlæg har løbende antydet, at der er grund til at betvivle både faglighed og hæderlighed i Plan- og Miljøafdelingen... Ovenstående er - under overskriften "Opbakning efter avis-hetz" - bragt på Hvidovre Kommunes intranet. Her står endvidere, at "kommunaldirektøren mødtes med medarbejderne. "Mistænkeliggørelse i Hvidovre Avis er helt urimelig", fastslår han." På mødet med medarbejderne forklarede kommunaldirektøren - ifølge kommunens intranet - at han har været i kontakt med Hvidovre Avis for at få dokumentation for de alvorlige beskyldninger og antydninger i avisens spalter. Og det er helt korrekt. Men redaktionen beskytter naturligvis sine kilder og var ikke "i stand" til at hjælpe med dokumentationen. På intranettet er kommunaldirektøren også citeret for at have sagt, at "vi er ikke herre over, hvad avisen skriver". Det er også helt korrekt. Kommunen har da heldigvis ingen indflydelse på, hvad avisen skriver. I sidste uge tog et flertal i kommunalbestyrelsen så en redegørelse om det ulovlige byggeri til efterretning. Flertallet accepterer, at alle sagsbehandlingsprocedurer blev overholdt samt at der var tale om en menneskelig fejl. Men desværre kender ikke mange i kommunalbestyrelsen sagen helt til bunds. Iøvrigt er der naturligvis da ingen grund til at betvivle fagligheden i en sag, der koster kommunen over 10 mio. kr.(!) Omkring hæderligheden og det, der i visse kredse åbenbart betragtes som en avis-hetz, skal følgende slås fast: En journalist beskytter altid sine kilder. Og hvis offentliggørelse af vinkler og detaljer i en sag vil afsløre kilderne, bliver artiklen simpelthen ikke skrevet. Sådan arbejder redaktionen på Hvidovre Avis.