Fortsæt til indhold

I dag kommer julemanden

Programmet er stort og tæt, når Julemanden i dag kommer til Fredericia. Han kommer tilbage i alle december-weekender

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Jeg glæder mig til at møde børnene i Fredericia,” siger Finn Jensen.
I dag indtager han Fredericia som Fredericia Shoppings nye julemand. Og han har set frem til dagen og de efterfølgende ture rundt i midtbyens gader op gennem december.
“Det er børnene, det handler om. De voksne må komme i anden række. Det er jo også kun de voksne, der vil sammenligne mig med tidligere julemænd - den slags betyder ikke noget for børnene,” siger han.
Finn Jensen er tidligere postbud, og han er ikke nervøs for at komme til at fryse, når han går rundt i Fredericia.
“Jeg gik som postbud fra 1987 og frem tid min pension. Og jeg har aldrig været træt af vejret. Faktisk kan jeg stadig finde på at gå mig en tur i selv den mest pivende snestorm. Så det skal nok gå,” siger han.
Finn Jensen har planer om at skabe sin egen julemand.
“Jeg har for eksempel konstrueret en kælk med hjul under. Så kan børnene trække julemanden lidt, hvis han bliver træt og må sidde ned,” siger han med et grin.
Han kan også finde på at gå ind i butikkerne for at hilse på julegave-købende familier dér.

Tæt fredags-program

Det er i dag, fredag, at julemanden kommer til Fredericia, fortæller by- og eventkoordinator, Lene H. Bach fra Fredericia Shopping/Business Fredericia.
“På selve ankomstdagen har Fredericia Shopping, arbejdet tæt sammen med andre stærke kræfter; såsom Axeltorv Lauget, 6. Juli Garden, Marinehjemmeværnet, Fredericia Kommune og FredericiaC. I fællesskab har vi fået lavet en super hyggelig dag, men mange oplevelser – også imens vi venter på at julemanden skal ankomme med skib. Vi håber at så mange børn, som overhovedet muligt vil hjælpe julemanden med at tænde de to smukke juletræer. Først det på Rådhus Pladsen, hvor borgmester Jacob Bjerregaard samtidig vil forestå tændingen af byens julebelysning. Derefter går vi alle ned på Axeltorv, hvor julemanden og borgmesteren også der tænder det store juletræ på torvet,” lyder det fra Lene H. Bach.