Fortsæt til indhold

Den vestjyske jul byder på dobbeltopgør mod piraterne

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Energy sendte onsdag morgen fire spillere afsted til U20-landsholdets træningslejr forud for VM i Finland, og de fire unge spillere efterlader et hul i den vestjyske trup forud for de to kommende kampe mod Aalborg Pirates.
Den første kamp spilles fredag klokken 19.00 i Gigantium. Backerne Anders Krogsgaard og Jeppe Vinther har fået meget spilletid, ligesom de to forwards Søren Nielsen og Jeppe Holmberg, der begge scorede mod Odense i tirsdagens kamp. Sidstnævnte endda tre gange.

"Vi har selvfølgelig lagt hovederne i blød i nogle dage, og vi er kommet frem til en løsning, som vi synes er fornuftig, så jeg er sikker på, at vi har fundet en god løsning. Vi tager til Aalborg med næsten fire hele kæder og så må vi se, hvordan kampen udvikler sig," forklarer assistent-træner Thor Dresler fra Esbjerg Energy.
"Jeg forventer, at det bliver svære kampe. Vores tilgang til dobbeltopgøret er den klassiske, at vi tager én kamp ad gangen. Fredag spiller vi i Aalborg, og der har vi behov for revanche i forhold til den seneste kamp deroppe. Og så er det den tid på året, hvor man skal præstere kontinuerligt og vinde kampene, hvis man fortsat skal være et tophold. Det ønsker vi, så vi går til kampen med fuld fokus," fortsætter Energy-assistenten.

Sidst Esbjerg Energy spillede i Limfjordsbyen blev det til et smerteligt 6-1 nederlag.

"Ja, kampen i Aalborg husker jeg tydeligt, indskyder den hollandske back Mike Dalhuisen og fortsætter:

"Det var bestemt ikke en god kamp, vi spillede der. Vi virkede uforberedte til kampen og var ikke klar. Vi tog nogle egoistiske udvisninger, spillede generelt udisciplineret, så det var ”ris til egen røv”. Det skal vi lave om på og undgå at tage de udvisninger. Vi skal være klar, så vi skal gøre mange ting anderledes," forklarer den 191 cm høje back.

I oktober fik Esbjerg revanche, da holdet hjemme i Granly Hockey Arena besejrede ”Piraterne” fra Limfjordsbyen med 7-5.