Fortsæt til indhold

Sømand ombord i KærBolig

Brugskunstforretning på Perlegade giver et indhold i dagligdagen til medarbejderne

Arkiv
Af Sara Jacqueline Refstrup

I butikken KærBolig på Perlegade i Sønderborg, hvor man sælger brugskunst, arbejder lige nu tre medarbejdere med baggrund inden for psykiatrien. En af dem er den tidligere sømand Per Jacobsen på 54 år.
Per er oprindeligt uddannet kok og har haft et langt og spændende arbejdsliv, hvor han bl.a. har arbejdet som kok ombord på store fiskekuttere i farvandet omkring Grønland. Et job han var meget glad for. Tiden i Grønland var dog også en hård tid for Per. Her begyndte han at drikke lidt for meget for at dulme nogle ubehagelige følelser, der begyndte at dukke op.
”Jeg kunne stå midt i madlavningen og pludselig begynde at græde, uden jeg vidste hvorfor,” fortæller Per.
Det endte med at han blev sendt hjem i 2001. Her blev han indlagt for første gang i Haderslev, hvorefter han flyttede til Aabenraa.
I 2007 skete der et vendepunkt i hans liv. Her flyttede han til det private bosted Kærbo på Kær Halvø, hvor han fik hjælp til at få sit liv tilbage på sporet igen.

Tak til Kærbo

”Jeg kan kun takke Kærbo og mig selv for at have fået det så godt, for jeg var virkelig syg dengang, men de har virkelig hjulpet mig meget,” fortæller Per, som kan se tilbage på otte år som tørlagt.
Per hjælper med alt i butikken lige fra kundebetjening til udpakning af varer. En af de ting han nyder meget ved at arbejde i butikken er det sociale input. Per er nemlig en glad og snakkesalig mand og får gerne en sludder for en sladder med kunderne.

Frivilligt arbejde

Udover at arbejde i butikken er Per også med i projektet 'Kærbo for Afrika'. Her er han med til at samle penge, børnetøj og andet udstyr sammen til børn i Afrika.
Som en del af projektet tager han sammen med sit tidligere bosted ned og besøger en bestemt landsby i Ghana flere gange om året for at overrække de indsamlede effekter og penge til landsbyen. Pengene som blandt andet kommer fra store støttefester, som Kærbo afholder, går til at opbygge skoler og brønde og andre fornødenheder i landsbyen.
Evnerne som kok har han heller ikke helt lagt på hylden, da han bidrager med sin kogekunst, når han hver tirsdag laver mad til de andre på bostedet. En opgave der passer den gamle kok ganske godt.
Per er i dag en glad og aktiv mand, som har fundet mening i sit arbejde i butikken, og det store arbejde han er med til at gøre for Afrika, og man ser gnisten i øjnene, når han fortæller om det.