Fortsæt til indhold

Byggesagerne i Fredericia glider hurtigere nu

Ventetiderne er faldet markant, oplyser kommunen

Arkiv
Peter Friis Autzen

Ekstra personale og politisk fokus har fået ventetiden på byggesager i Fredericia Kommune ned.
”Vi har hele tiden kunnet leve op til målet om en sagsbehandlingstid på maksimalt fir uger for sager, der er omfattet af den politiske prioritering. Derimod har vi hen over sommerhalvåret ikke kunnet leve op til den politiske målsætning om en sagsbehandlingstid på maksimalt otte uger for de øvrige byggesager. På et tidspunkt hen over sommeren nåede sagsbehandlingstiden på disse byggesager helt op på 12-14 uger. Nu er den bragt ned på fire-seks uger," siger Peter Krongaard-Kruse i en pressemeddelelse fra Fredericia Kommune. Han er chef for Teknik & Miljø.
Formand for teknisk udvalg, Jean Brahe (C), er glad.
”Et velfungerende byggesagsområde er et meget vigtigt element i bestræbelserne på at skabe grundlag for den erhvervsvækst og befolkningsvækst, som Fredericia Byråd har som mål. Derfor er det glædeligt, at sagsbehandlingstiden på byggesagsområdet nu er kommet ned på et meget tilfredsstillende niveau,” siger han.
Byrådet har vedtaget at bruge yderligere to millioner kroner om året på byggesagsområdet. I den nærmeste fremtid skal politikerne beslutte, hvordan pengene kan komme til bedst gavn.
”Jeg forestiller mig, at det vil kunne handle om en kombination af lavere byggesagsgebyrer, forbedret personlig servicering af ansøgerne og fastholdelse af den hurtige sagsbehandling," siger Jean Brahe.

Erhvervsdirektør: Det betyder meget

”Det er af stor betydning for de eksisterende virksomheder i Fredericia Kommune og for mulighederne for at trække nye virksomheder hertil, at den kommunale sagsbehandling omkring lokalplaner, miljøgodkendelser, byggetilladelser osv. foregår smidigt, hurtigt og imødekommende”, siger direktør i Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer.
Han pointerer, at byrådets to ekstra millioner skal sikre, at ventetiderne ikke begynder at stige igen.
”Derfor er det vigtigt, at de ekstra midler, som byrådet har afsat til byggesagsområdet, blandt andet bruges til at fastholde den lave sagsbehandlingstid og også gerne til øget servicering af ansøgerne, så de endnu hurtigere kan få en fyldestgørende ansøgning klar til behandling.”
Sammen med sine medarbejdere i Business Fredericia er Kristian Bendix Drejer i tæt, løbende dialog med Teknik & Miljø på rådhuset om tilrettelæggelsen af den bedst mulige servicering af erhvervslivet.
”Vi skal i samspil med kommunen gribe alle bolde og sikre, at alle virksomheder – store som små – bliver betjent bedst muligt. Det er vi godt i gang med at tilrettelægge i fællesskab”, fortæller Kristian Bendix Drejer i pressemeddelelsen.