Første unge lovende virksomhed får plads i Odense Robotics StartUp Hub
Virksomheden gør industrirobotter lettere at betjene
Nordbo Systems, der har fokus på at gøre industrirobotter lette og intuitive at betjene, bliver den første virksomhed, der kan flytte ind med i Odense Robotics StartUp Hub.
Robotics StartUp Hub er et nyt acceleratorforløb for robot- og teknologivirksomheder med særligt potentiale.
“Vi glæder os meget til at blive en del af robotmiljøet omkring Teknologisk Institut og kunne få adgang til de mange tekniske faciliteter. Det er også vigtigt for os, at vi kan have vores egen robotløsning stående i testhallen blandt alle de andre robotter, når vi f.eks. har kunder på besøg. Det giver troværdighed at kunne vise, at der er andre, der tror på vores produkt,” siger Leo Zhou, der sammen med Lukasz Zymla har stiftet Nordbo Systems i et nyhedsbrev fra Udvikling Fyn.
Som en del af 'startpakken' får virksomheden adgang til Teknologisk Instituts laboratorium og testfaciliteter i Forskerparken i Odense.
“Ideen med StartUp Hub'en er at gøre vejen fra produktudvikling til finansiering og salg så kort som mulig. Når det gælder højteknologiske produkter, er udviklings- og testfasen både lang og omkostningstung, og det er her, risikoen for at bukke under er størst for nye virksomheder. Derfor er vi gået sammen med Teknologisk Institut og Odense Kommune om dette startup-program, hvor vi giver virksomheder adgang til teknisk support, sparring på forretningsudvikling, kontakt til investorer og samarbejdspartnere blandt de andre virksomheder i Odenses robotmiljø,” siger Mikkel Christoffersen, der er forretningschef i Odense Robotics.