Medaljeslugerne fra HBC
En god tradition har udviklet sig de seneste år for Hvidovre Badminton Club, når det handler om Københavnsmesterskaberne for ungdom
Selv om det på grund af branden i HBC-hallen har været en problematisk sæson i forhold til at få trænet kontinuerligt, så stak HBC-ungdommen af med seks KM-titler, to andenpladser og en enkelt tredjeplads. Ikke uventet var Nicolaj Wolf urørlig hos U15 spillerne, hvor han endte som tredobbelt triumfator. Her skal det bl.a. noteres, at Nicolai Wolfs march mod titlen i herresingle skete uden bump på vejen, idet han ikke afgav en eneste sæt undervejs. Det samme præsterede et andet af HBC’s fine talenter, Mette Werge, i U13 pigernes singlerække. Mette Werge var tæt på at gøre Nicolai Wolf kunststykket efter og vinde alle tre kategorier, da hun også slog til i damedouble, men måtte i sidste ende “nøjes” med to guld og en sølvmedalje, fordi den afgørende kamp i mixeddouble lidt overraskende resulterede i et nederlag på 19-21 i tredje og afgørende sæt. Og apropos overraskelse så leverede Kristoffer Kolding sådan én, da han med en forbilledlig fighterindsats satte sig på herresinglen i U11 rækken efter tre tætte og meget velspillede sæt. Flot leveret af Kristoffer Kolding, der desuden kunne forlade finaleaftenen med en sølvmedalje i herredouble, mens HBC’s enlige bronzeplacering blev høstet af Villads Leit i herredouble hos U13 spillerne. ebo