Odense - det naturlige valg
Odense former sig i disse år for alvor som en moderne dansk storby. Og byen bliver bemærket rundt omkring i landet. Ikke længere som hæderkronet industriby. Heller ikke som Danmarks største landsby. Odense er derimod ved at gøre sig kendt som en by, der tør se fremtiden i øjnene. En by, der tør lægge arm med fremtiden. En by, der viser andre byer vejen.
Der bliver investeret den ene milliard efter den anden i Odense. Og allerede om et års tid står Odeon, Odenses nye musik-, teater- og konferencehus, færdigt. Om fem år er en ny bydel skudt op ved Thomas B. Thriges Gade. En bydel, der igen samler bymidten.
Og omtrent samtidig begynder Odense Letbane at transportere byens borgere og pendlere rundt i byen. Med 26 stationer fra Tarup i nord til Hjallese i syd kommer letbanen så at sige til at rykke hele Campusområdet ved Syddansk Universitet tættere på byen. Et område, man forventer, at omtrent 60.000 mennesker skal ind og ud af hver dag, når det nye OUH står færdigt.
Ny lokalavis til Odense
Den udvikling har Politikens Lokalaviser naturligvis bemærket. Derfor er det også naturligt, at vi nu lancerer en helt ny avis til læserne i Odense Kommune. Vi tror nemlig på, at Odense er klar til en ny avis.
En ny avis, der bygger på den mangeårige tradition vi har i Politikens Lokalaviser for at lave nyhedsbaserede lokale ugeaviser.
En avis, der beskriver det liv, der bliver levet lige uden for læsernes hoveddør. En avis, der beskæftiger sig med politik, sport, underholdning, fritid og kulturlivet i Odense. En avis, der hver uge gratis holder borgerne i Odense opdateret om, hvad der sker i deres kommune - af stort og småt. En avis, hvor vi inviterer byens borgere til at debattere aktuelle emner med byens politikere.
Odense har et sprudlende by- og kulturliv. Den ene nye restaurant efter den anden popper op. Den ene interessante kunstudstilling, teaterforestilling og koncert afløser den anden. Store festivaler som for eksempel Tinderbox, H.C. Andersen Festivals, Blomsterfestival og studiestartsfesten Karrusel fylder byen med liv det meste af sommeren. Byen er ikke bare rig på små specialbutikker og store kæder, men også alt det, der ligger imellem. Og så har vi slet ikke nævnt de mange spændende sportsarrangementer, der også finder sted i byen.
Odense er med andre ord i en rivende udvikling. Der bliver bygget og saneret. Forsket og udviklet. Købt og solgt. Sunget og spillet. Odense bobler ganske enkelt over med gode historier, som vi vil gerne være med til at fortælle.
Nyheder og oplevelser
Den nye avis udkommer første gang den 3. december 2015. Fremover udkommer den hver torsdag og omdeles torsdag og fredag. Netop disse dage er nøje udvalgt. For med avisen vil vi inspirere læserne til at bruge byen. Vi vil sørge for, at læserne ikke kun får nyheder om byen, men også finder inspiration til, hvad de kan lave i byen i løbet af den kommende weekend.
Vores website www.odense.lokalavisen.dk holder døgnåbent - og alt er gratis. På Facebook kan du på Lokalavisen Odense følge med i redaktionens arbejde, og du vil få særlige historier. På Twitter vil vi på Lokalavisen Odense løbende holde dig opdateret med de mest aktuelle nyheder. Og sidst, men ikke mindst, kan du følge os på Instagram på LOKALAVISENO, hvor du kan dele dine billeder fra Odense med andre brugere ved at bruge hashtagget #lokalavisenodense.
Jeg håber, at Odense vil tage godt imod byens nye avis. Vi glæder os meget til at blive en fast bestanddel af medielandskabet i Odense.
Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarshavende chefredaktør
Politikens Lokalaviser