Dom falder først i det nye år
Byretten i Odense har udskudt domsafsigelse til januar
Da byretten i Odense tirsdag indledte sagen, hvor ni unge mænd fra Vollsmose er tiltalt for at have kastet med sten og molotovcocktails mod politiet, var sagen berammet til tre dage, og man forventede, at der ville falde dom i dag, torsdag.
Dommen lader dog vente på sig, og derfor må blandt andet fem af de ni tiltalte leve med lidt længere uvished i forhold til, om de risikerer udvisning.
LÆS OGSÅ: Fem risikerer udvisning: Brandbombe-sag for retten i dag
Ifølge Fyens.dk oplyste retsformand Ingrid Therkelsen i dag, at dommen først vil falde 5. januar klokken 10.00, da man ikke vil være i stand til at votere færdig før jul.
Sagen startede tilbage i sommer, da en rutinemæssig patruljekørsel 9. juni ved Bøgetorvet i Vollsmose udviklede sig dramatisk, da en regn af sten og en enkelt molotovcocktail blev kastet efter patruljen.
En større politistyrke mødte herefter op på torvet, hvor op mod 50 personer var samlet, og her bliver der igen kastet med sten og molotovcocktails.
Sagen vakte stor, national bevågenhed, og Lars Løkke Rasmussen benyttede blandt andet lejligheden til at besøge Vollsmose dagen efter som et led i valgkampen.
Syv af de tiltalte, der er mænd i alderen 15-18 år, nægter sig skyldige, mens en enkelt har erkendt at have kastet med sten. En anden har erkendt at have kastet en molotovcocktail.