Jeg har aldrig tænkt i begrænsninger

Hver alder sin charme. Det kender alle forældre til - også 36-årige Karen Breumsø.
Alligevel er denne tid noget ganske særligt. Uden sine benproteser er hun 101 centimeter høj, og det matcher perfekt tre-årige Julie. Mor og datter er bogstaveligt talt i øjenhøjde, og det er bare hyggeligt, når der skal leges hjemme i villaen på Kvædevej i Esbjerg.
Julie bemærker aldrig, at hendes mor er anderledes end andres mødre, for hun kan præcis det samme som dem - hun er endda så sej, at hun har udviklet sin helt egen teknik til at puffe et vinglas ned fra øverste hylde i skabet og gribe det i luften, inden det rammer køkkenbordet. Præcis ligesom hun mestre teknikken at få en batterihungrende røgalarm til at tie med et slag fra en kost.

På mulighedernes vej

Karen Breumsø kom til verden i sommeren 1979 i en tid hvor fosterscanninger ikke var obligatoriske.
Derfor var hendes forældre ganske uforberedte på, at deres førstefødte ville blive født uden underben, med kun en halv hånd på venstre arm og helt uden underarm og hånd på højre side.

Intet genetisk talte for det, og selv har de siden datterens ankomst til verden kaldt det naturens luner. I gængs forstand er Karen Breumsø handicappet, men det prædikat har nu aldrig fået lov at klæbe sig til hende.

Fra hendes forældre for første gang sendte hende på dybt vand til babysvømning har de insisteret på at lade hende gå mulighedernes og ikke begrænsningernes vej - hvis man altså lige ser bort fra, at hun aldrig har måttet kravle i køkkenskufferne.

Da hun var ganske lille udstyrede de hende med en protese på armen, men den begrænsede hende, og røg væk lige så hurtigt, som den var kommet til. Lige siden har Karen Breumsø klaret sig fortrinligt med “stumpen”, som hendes overarm er døbt. Den slutter før albuen, men kan alligevel klare et bjerg af Bilkaposer.

Også da Karen Breumsø som 18-årig er til møde med kommunen, og hendes sagsbehandler begynder at snakke om ansøgning af førtidspension, sætter hendes far foden ned med et stort nej! Hans datter skal da bidrage på lige fod med alle andre - også uden underben, den ene underarm og kun en halv hånd.

Den holdning har fulgt Karen Breumsø altid, og faktisk bliver hun tværtimod mere opsat på at klare tingene selv, hvis andre stiller spørgsmålstegn ved hendes evne til at gøre det.

“Jeg har aldrig tænkt i begrænsninger. En stor del af det, har jeg helt sikkert med hjemmefra, hvor mine forældre sagde: “Tag ben på eller kravl op og tag noget”, når jeg sagde, at jeg var tørstig. Det havde været nemt, hvis de bare havde hentet det til mig, men sådan har det heldigvis aldrig været,” siger Karen Breumsø, der er vokset op i Lystrup ved Aarhus sammen med en tre år yngre bror, der er født helt som folk er flest.

Ståhej i køkkenet

I dag bor Karen Breumsø i Esbjerg.

Mandag aften i sidste uge står hun over komfuret og aftensmaden, da det banker på døren. Ind kommer tre repræsentanter fra kvindeorganisationen Zonta og Lokalavisen Esbjerg med det uventede og overraskende budskab, at netop hun er årets modtager af Opmuntringsprisen 2015.

Hun smiler og er glad - måske mest af alt lidt overrumplet over den pludselige ståhej i hendes køkken. Normalt smider hun sine benproteser som noget af det første, når hun kommer hjem, men ikke denne dag.

Zontas formand Karen Volche fortæller, at hun får prisen for at have trodset sit handicap og kæmpet sig til både OL medaljer i handicapsvømning og et ansvarsfuldt job med 40 medarbejdere under sig på Jobcentret i Varde.

Hun smiler stadig stort og lytter opmærksomt til begrundelsen, men i sit stille sind undres hun en smule. Opmuntringsprisen gives til en kvinde, der har haft modgang, men formået at kæmpe sig ud af det, erhverve uddannelse, starte virksomhed eller på anden måde komme på fode igen.

“Jeg har aldrig set mig selv som handicappet eller begrænset og derfor heller aldrig opfattet mig selv som værende i modgang på grund af, hvordan jeg ser ud,” lyder det ærligt fra Karen Breumsø, da Lokalavisen igen kommer på besøg et døgns tid efter, at hun er blevet overrasket i sit køkken.

“Mens I var her i går sad jeg egentlig og ventede på, at I skulle komme ind på Malthe,” siger Karen Breumsø og fortsætter:

“Hvis jeg tænker tilbage på mit liv, så har jeg kun mødt rigtig modgang én gang, og det var, da vi i 2011 mistede Malthe i uge 37+4. Han døde inde i min mave, og det var svært,” siger hun stille.
Det er hendes mands moster, der har indstillet hende til Zonta og Lokalavisens pris, men indstillingen fortæller intet om Malthe, men derimod om en fantastisk kvinde, som mange kan lære af, for hvor der er vilje, er der vej.

Med en god jordemoder, en suveræn sygehuspræst, flere psykologsamtaler og hinanden kom Karen Breumsø og ægtemanden Thomas Stub hele ud på den anden side af Malthes død.
Nogen havde utvivlsomt ladet sig begrænse af den frygtelige oplevelse, men igen fokuserede parret på muligheder i stedet for begrænsninger, og et års tid senere kom velskabte Julie til verden. Karen Breumsø lægger ikke skjul på, at graviditeten var angstfyldt og lang at komme igennem, men muligheden for, og ønsket om, at blive mor overskyggede langt frygten.

OL-medaljer på stribe

Som 16-årig stod Karen Breumsø også i valget mellem mulighed og begrænsning.

Et par år før har nogen spottet hendes talent for at svømme, og hun er blevet en del af det danske handicaplandshold i svømning, men efter et halvt år på idrætsefterskole er hendes klubtræner i Skovbakken stoppet, og det står klart, at ambitionerne enten skal begrænses i Aarhus eller mulighederne jagtes andetsteds. Hun vælger det sidste og flytter til svømmebyen Esbjerg, hvor mulighederne viser sig så store og gode, at hun ved OL i både Atlanta, Sydney og Athen svømmer medaljer hjem til Danmark. Ugentligt tilbringer hun 20-25 træningstimer i bassinet, indtil hun efter OL i Athen i 2004 bliver færdig med sin uddannelse til socialrådgiver.

“Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, og jeg er helt klart kommet på den rette hylde,” smiler Karen Breumsø.

Om en måneds tid kan hun fejre sit ti års jubilæum på jobcentret, hvor hun startede som rådgiver og siden blev koordinator, inden hun indtog rollen som teamleder for et hold på cirka 40 mand.

Svømningen er forlængst lagt endegyldigt på hylden. Karen Breumsø fortsatte som træner helt frem til 2011, men nu bliver det kun til vandpjaskeri med Julie og masser af svømmesnak med manden Thomas, der tidligere på året tiltrådte en stilling som talentansvarlig i Dansk Svømmeunion.
Endnu engang så parret mulighederne i Thomas' nye job i stedet for begrænsningerne i form af flere rejsedage og mindre tid som familie på tre. De har forlængst besluttet, at de ikke skal blive flere. Ikke fordi at noget begrænser dem i at blive det, men fordi at mulighederne for karriere og oplevelser med Julie bliver det større. Og de muligheder skal imødegås på nye ben.

Lige nu er Karen Breumsøs nye computerstyrede proteser til justering hos bandagisten. Endnu er de så nye og fremmede for hende, at de mest af alt begrænser hende, men på sigt giver de flere og bedre muligheder.