Så blev det jul i Galleri Nørregade
JULEHYGGE: Så er julen også ved at komme til Galleri Nørregade, hvor den fineste lille julestue er bygget op i de små hyggelige lokaler inderst i gården i Nørregade 8 i Køge.
I december måned er der masser af gaveidéer at hente i galleriet, der – ud over billedkunst på væggene – også har mange fine ting inden for kunsthåndværk.
- Jeg har allieret mig med en række kunsthåndværkere, som viser deres produkter i galleriet, fortæller indehaver Birgit Brænder.
- Både dem, jeg hidtil har benyttet mig af men også nye, spændende og dygtige folk.
- Selvfølgelig har jeg også selv været i gang med en række mindre ting, som egner sig godt til gaver.
- Her er bl.a. tale om de populære ”Puslespilsbrikker” og også ”Paperbag-Arten” – små indrammede værker, skabt på brune bæreposer. En række nye og ganske små posebilleder vil være at finde i galleriet i anledning af højtiden.
Der vil ikke være tale om en overflod af nisser og plastic ved galleriets udstilling, men at juletiden er kommet behøver man ikke at være i tvivl om. Helt specielle tørklæder og smykker vil findes på hylderne – og vel at mærke ikke til de galleri-priser, man måske forventer, men til priser, hvor alle kan være med.
Galleriet har fast åbent hver lørdag, men i løbet af december vil man kunne nyde udstillingen noget oftere.
pm