Fortsæt til indhold

Ny brandstation skal styrke beredskab i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: De første streger til en ny, moderne brandstation i Køge Kommune er klar til at blive slået.
Byrådet har besluttet at sætte gang i et skitseprojekt til en ny station i Lellinge, hvor køretøjer og mandskab fra Station Lellinge og Station Tigervej i Køge kan samles.
Den 1. oktober indgik Køge og syv andre kommuner et nyt, fælles beredskab for brand og redning under navnet Østsjællands Beredskab.
Det skete bl.a. for at sikre et mere effektivt beredskab med færre udgifter til administration. Som led i det nye beredskab skal de to gamle stationer i Lellinge og Køge samles til én stor, moderne station med kapacitet til at betjene hele kommunen. Første skridt på vejen er at få lavet et skitseprojekt til stationen, der efter planen bygges, hvor den nuværende Station Lellinge ligger.
- Vi skal også i fremtiden kunne give vores borgere hurtig hjælp, når de ringer 112. Det kan vi med den nye station i Køge Kommune, som også skal indgå i samarbejdet med de andre kommuner. Vi får en ny og tidssvarende station, hvor vi kan samle alt det lokale mandskab og alle udrykningskøretøjer. Med én stor station kan vi yde en bedre service til borgerne, end de to stationer kan hver for sig, siger Flemming Christensen.
Når arbejdet med skitserne til brandstationen tager form i løbet af foråret, skal det besluttes, om der er behov for en ny lokalplan og evt. kommuneplantillæg for området. Forslaget skal være klar til fremlægges i juni 2016.
Østsjællands Beredskab dækker et område, hvor der bor mere end 320.000 borgere. De otte kommuner i beredskabet er: Køge, Vallensbæk, Ishøj, Roskilde, Stevns, Greve, Høje-Taastrup og Solrød.
pm