Fortsæt til indhold

Forlænger med flyvende hollænder

Han scorede sejrsmålet i Esbjerg i søndags. Nu har han scoret en ny kontrakt hos SønderjyskE

Arkiv
pra

Superligaklubben SønderjyskE hentede i begyndelsen af efteråret den centrale forsvarsspiller Kees Luijckx på en kontrakt, der løb til årsskiftet. Den store hollænder har særligt i den sidste del af efterårssæsonen gjort det så overbevisende, at klubben nu har tilbudt at forlænge kontrakten for resten af sæsonen.
Kees Luijckx blev bl.a. matchvinder i efterårssæsonens sidste kamp i Esbjerg, og sportschef Hans Jørgen Haysen er da også meget tilfreds med at man nu kan forlænge kontrakten med ham:
"Holdet præsterede rigtig flot i den første del af sæsonen, hvorfor Kees Luijckx i samme periode mest blev brugt som indskiftningsspiller. Så fik han på et tidspunkt chancen fra start, og her viste han hurtigt, at han er en rigtig intelligent spiller, som udstråler stort overblik og ikke mindst er han også rolig med bolden, når det brænder på. På den anden side har vi også set, at han er stærk i duel spillet og også kan være kontant og afklaret, når det er det, der er brug for som kampene udvikler sig. Oven i hatten er han en super god fyr i omklædningsrummet. Jeg er overbevist om, at han i kraft af hans store erfaring vil bygge endnu mere på i forårets kampe," understreger Hans Jørgen Haysen.
Kees Luijckx møder efter julepausen ind sammen med resten af superligatruppen til første træningspas tirsdag den 5. januar.