Fortsæt til indhold

Danmission Genbrug slår dørene op til mega-butik i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: Fredag den 4. december åbner Danmission Genbrug kæmpe genbrugsbutik i Den Hvide by i Køge på Galoche Allé 3-7.
Kl. 11.00 på åbningsdagen slås dørene op til den nye mega-butik på hele 1.200 kvadratmeter, og butiksåbningen fejres med julehygge og julesang med den kendte sanger og korleder Laura fra X-factor. Læs mere her.
Butikkens frivillige har kaffe på kanderne og lidt sødt til. Og der er selvfølgelig mulighed for at få købt et par julegaver, der både glæder familie og venner juleaften og samtidig gavner fattige mennesker, som får glæde af Danmissions arbejde i Afrika, Asien og Mellemøsten.
- Vi glæder os til at byde inden for og håber samtidig, at nye frivillige har lyst til at blive en del af fællesskabet. Vi står lige nu og mangler frivillige til at stå i butikken, men også frivillige, der har lyst til at køre ud og hente møbler, siger Sten Åge Larsen, der er udviklingskonsulent i Danmission Genbrug.
Danmission Genbrug har knap 100 butikker landet over og samler årligt mere end 22 millioner ind til den folkekirkelige organisations arbejde i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark.
På landsplan har Danmission mere end 8000 frivillige, og deres indsats bliver f.eks. omsat til oprettelse af børnekomiteer, skoler, træning af lærere, forældre, ledere og lokale myndigheder og til uddannelse af præster i Asien, Afrika og Mellemøsten.
pm