22-årig mand stadig i kritisk tilstand
Status på drabsforsøg mod 22-årig mand i Køge
KØGE: Den 22-årige mand er ud fra politiets oplysninger uden for livsfare, men hans tilstand er fortsat kritisk.
Politiet har efterforsket sagen hele natten, og herunder har vi afhørt tre personer, der kom til Køge Sygehus sammen med ofret lidt efter kl. 19.00 mandag aften. Personerne kørte igen efter at have afleveret den 22-årige til personalet på sygehuset.
Tre personer vendte retur igen omkring kl. 19.30, hvor de blev anholdt af politiet. De er alle løsladt i nat efter afhøring.
Politiet formoder, at gerningsstedet er Sandvadsvej i nærheden af firmaet Valsemøllen.
Firmaet har intet med sagen at gøre, men nævnes kun for at placere stedet. Politiet har fundet nogle spor på stedet, der indikerer, at det er her, at skyderiet er foregået.
Politiet søger vidner
Politiet er meget interesseret i at tale med personer, der har været på Sandvadsvej eller på stisystemet i området mellem kl. 18.00 og 19.00, og som eventuelt har set biler eller personer, der kan relatere til sagen.
Yderligere vil politiet gerne tale med vidner, der har været ved Køge Sygehus umiddelbart før kl. 19.00 og som evt. har set personer eller biler ved sygehuset, der kan være interessante i sagen.
I øjeblikket kan politiet ikke sige noget om motiv for skyderiet, og man kan heller ikke sige, om sagen relaterer til særlige grupperinger.
Politiet er interesseret i alle henvendelser, der kan hjælpe med efterforskningen. Ring til Midt- og Vestsjællands Politi på 114.
pm