Fortsæt til indhold

Skal naboerne virkelig selv betale for deres advokat?

Det har - helt naturligt - skabt både vrede og forundring at Hvidovre Kommune ikke dækker naboernes udgifter til den advokat, de så sig nødsaget til at hyre for at få standset kommunens ulovlige byggeri. - Men nu antyder et ministersvar MÅSKE en åb

Arkiv
oas

Således sagde Helle Adelborg (A) til Hvidovre Avis i november og senere til kommunalbestyrelsens medlemmer ... - Vi har derfor kontaktet KL og Statsforvaltningen for at få afklaret, hvad en kommune faktisk kan og må i sager som denne... Ifølge et telefonnotat bad Hvidovre Kommune den 4. november Statsforvaltningen (Tilsynet med kommunerne) om en forhåndsudtalelse om hvorvidt det var lovligt, at kommunen kunne refundere borgerne de advokatudgifter, som borgerne havde haft i forbindelse med henvendelsen til kommunen om opførelsen af byggeriet på Kl. Køge Landevej. Hvidovre Kommune henviste i den forbindelse til en tidligere afgørelse fra tilsynet om en sag i Hørsholm Kommune, hvor kommunalbestyrelsen i Hørsholm havde ønsket at betale dele af sagsomkostningerne for en borger i en sag, hvor kommunen havde begået en række sagsbehandlingsfejl. Statsforvaltningen henviser efterfølgende i sit svar til Hvidovre Kommune til en afgørelse fra 2008 i sagen fra Hørsholm. Hørsholm Kommune fik ikke lov til at udbetale en erstatning. Sagen handlede kort fortalt om at en mor, der i 1993 uberettiget blev anmeldt for omsorgssving af sine to små børn. - Kommunen må ikke refundere borgeres udgifter til advokat, når kommunen ikke er pålagt et erstatningsansvar, forklarer Helle Adelborg: Det betyder altså, at selv om man synes, at det er urimeligt for nogle borgere, at de har haft udgifter til advokat, så kan vi ikke betale deres omkostninger. Denne regel er blandt andet med til at sikre, at borgerne bliver behandlet ens. Naboerne har fået ret i den klage, de fremsatte, og dermed har Hvidovre Kommune ikke noget erstatningsansvar over for dem. Med nedrivningen af bygningen på Gl. Køge Landevej har de ikke lidt noget tab på deres ejendomme, og de er nu stillet som om byggetilladelsen ikke er givet, slutter borgmesteren...

Måske en åbning?

Men nu viser der sig måske en åbning i sagen. Steen Ørskov (C) har sendt en mail til borgmesteren, borgmesterkontoret og kommunalbestyrelsens medlemmer. Også Hvidovre Avis har modtaget mailen. Til borgmester, kommunaldirektør, sekretariatschef og kommunalbestyrelsen. Som jeg tidligere har oplyst, har jeg foranlediget, at der er stillet spørgsmål vedrørende eventuel erstatning/kompensation til naboerne til Gl. Køge Landevej 479. Ministerens svar vedhæftes - sammen med kopi af svar i en tidligere sag, som der henvises til. Jeg foreslår, at direktionen gennemgår svaret og gerne giver en fortolkning af dette - enten på økonomiudvalgets møde på mandag - eller (gerne) snarest til hele kommunalbestyrelsen. Svaret svarer overvejende til de svar, kommunen hidtil har givet os, men jeg synes dog alligevel, at svaret også antyder mulighed for en åbning, hvis kommunen/politikerne vil det. Tolkningen bør forholde sig hertil...

Spørgsmål og svar

Her følger spørgsmålet og svaret: Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 10. november 2015 stillet følgende spørgsmål nr. 38 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget Mai Mercado (KF). Spørgsmål nr. 38: “Vil ministeren redegøre for, hvorvidt der er hjemmel for kommuner til at betale økonomisk erstatning eller kompensation til dækning af advokatomkostninger for enkelt-personer, som er nødsaget til at føre en sag, fordi der er sket en af kommunen er-kendt fejl i det kommunale system? Der henvises til artiklen i Hvidovre Lokalavis den 27. oktober 2015: “Hvidovres borgere må vente på forklaringen!””.

Svar:

- Spørgsmålet udspringer af en konkret sag fra Hvidovre Kommune om en ulovlig byggetilladelse, jf. artiklen fra Hvidovre Avis der henvises til i spørgsmålet. Naboerne til grunden, hvor der blev bygget på baggrund af den ulovlige byggetilladelse, har haft en advokat til at varetage deres interesser. Hvidovre Kommune har ifølge kommunens pressemeddelelse af 5. november 2015 været i kontakt med bl.a. Statsforvaltningen med henblik på at afklare en kommunes muligheder for at dække en borgers omkostninger til advokat. Det fremgår, at kommunen i den forbindelse har fået oplyst, at kommunen ikke må refundere borgeres udgifter til en advokat, når kommunen ikke har været pålagt erstatningsansvar. Statsforvaltningen har over for ministeriet oplyst, at Hvidovre Kommune kontaktede Statsforvaltningen telefonisk med en generel forespørgsel om en kommunes adgang til at dække en borgers omkostninger til en advokat pr. kulance. Statsforvaltningen oplyste umiddelbart mundtligt generelt og vejledende om de gældende rammer herfor. Hvidovre Kommune rettede henvendelse til Statsforvaltningen, fordi Statsforvaltningen varetager det almindelige tilsyn med kommunerne. Som det fremgår, har Statsforvaltningen ikke afgivet en udtalelse om den konkrete sag. Jeg kan derfor ikke kommentere den konkrete sag nærmere, da den potentielt kan blive indbragt for det kommunale tilsyn, hvor ministeriet varetager opgaven som øverste tilsynsmyndighed. Jeg kan dog generelt oplyse, at det antages, at omkostningerne ved en eventuel sagkyndig bistand, f.eks. en advokat eller revisor, må betales af parten selv, medmindre myndigheden har særlig hjemmel til at dække udgifterne, eller myndigheden efter almindelige erstatningsretlige regler er forpligtet til at erstatte partens udgifter til en sådan bistand. Der henvises til Forvaltningsloven med kommentarer af Niels Fenger, 2013, s. 297, vedrørende adgangen til at lade sig repræsentere i forbindelse med en sag. Social- og Indenrigsministeriet er ikke bekendt med, at der inden for byggelovens om-råde, som bl.a. vedrører byggetilladelser, skulle være en særlig hjemmel for en kommune til at betale erstatning eller godtgørelse ved eventuelle sagsbehandlingsfejl. Særligt for så vidt angår en kommunes mulighed for frivilligt at udbetale erstatning, det vil sige uden at der er afsagt dom herom, kan jeg henvise til vedlagte besvarelse af 14. maj 2012 af Folketingets Kommunaludvalgs spørgsmål nr. 131. Som det fremgår heraf, er spørgsmålet om muligheden for frivilligt at udbetale erstatning ikke reguleret i den skrevne lovgivning. Det skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte kommunalfuldmagtsregler. Efter kommunalfuldmagtsreglerne antages en kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger blandt andet at være afgrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennytte-kriterium. Dette kriterium indebærer, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode. Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner. Endvidere har en kommune efter de ovenfor nævnte grundsætninger en generel forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt i alle dispositioner. Kommunen har således pligt til at udvise ansvarsbevidsthed i sine økonomiske anliggender, så der ikke påføres kommunen udgifter, der kunne være undgået. Det antages på den baggrund, at en kommune lovligt kan yde et beløb til en enkelt-person, når dette er begrundet i varetagelsen af hensynet til at begrænse kommunens udgifter til erstatning, herunder udgifter i forbindelse med gennemførelse af en retssag. Ved udøvelsen af skønnet over, hvornår der med henblik på at begrænse kommunens udgifter til erstatning bør ydes et beløb til en enkeltperson, må der indrømmes kommunen et vist spillerum, der blandt andet omfatter vurderingen af, hvorvidt kommunen ved en retssag ville blive dømt erstatningsansvarlig. Det må imidlertid på grundlag af de foreliggende oplysninger i en sådan sag, for eksempel med støtte i en udtalelse fra en advokat herom, med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at kommunen, uden at der er blevet afsagt dom derom, er forpligtet til at udbetale erstatning. Hvorvidt en kommune er erstatningsansvarlig eller ej, herunder i forhold til f.eks. udgifter til rådgivning i forbindelse med en sag, vil bero på en vurdering af den konkrete sag ud fra de almindelige erstatningsretlige regler... Med venlig hilsen Karen Ellemann