Avedøre-læge siger farvel efter 26 år
- Jeg stopper for at få mere tid til min familie og mine ni børnebørn, forklarer Peter Lund, der i januar 1990 overtog efter Claus Bjerregaard og i alle årene har arbejdet i kompagniskab med læge Karen Juul. Klinikken, som oprindelig var beliggende i en mindre erhvervslejlighed, er udvidet gennem årene, først med indragelse af yderligere lejemål, siden med opkøb af læge Ole Asbjørns klinik i Karetmagerporten. I denne periode udviklede klinikken sig til en 4-læge kompagniskabspraksis. Efter nogle år med trange forhold lykkedes det i 2011 at flytte klinikken til den nedlagte børnehave Ternen i Trædrejerporten 8. Lægehuset er nu indrettet til en moderne klinik på 400 kvm. Klinikken har i alt 8 behandlingsrum, et laboratorium samt et stort personale- og konferencerum. Der er handicapadgang og rummeligt venteværelse. I denne periode er der ansat mere personale, så klinikken i dag har tre sygeplejersker og en sekretær. Siden 1990 har klinikken deltaget aktivt i uddannelsen af nye kolleger og har forsøgt at give yngre læger lyst til at uddanne sig til den primære sundhedsmæssige institution, som den alment praktiserende læge er i lokalsamfundet. Gennem årene har flere af klinikkens uddannelseslæger nedsat sig som praktiserende læger rundt om i landet. Peter Lund er glad for at læge Svend Helsted Ravn, indtræder i kompagniskabet fra januar 2016. Klinikken føres videre af lægerne Karen Juul, Shoshana Jarden, Jeppe Kallesøe og Svend Helsted Ravn fra samme adresse.