Fortsæt til indhold

Fællesskab og danseglæde på Risbjerggård

Godt humør og knivskarpe dansetrin er der ikke mangel på, når Flemming Steffen og foreningen Senior Dancers indtager den store sal påRisbjerggård hver mandag aften mellem kl. 19.00 og 22.00

Arkiv
Af Mai Søegaard Espersen, Kommunikations- medarbejder på Forstadsmuseet

Initiativtagerne til foreningen er 80-årige Flemming Steffen, der var medlem af det danske danselandshold i 1960’erne og hans kone Birgitha: - Vi har dannet foreningen, fordi vi elsker at danse og nyder det fællesskab, vi har med de andre, der kommer her, fortæller Birgitha, mens hun er ved dække et af langbordene i forstuen med små tallerkner og kaffekopper. Når klokken slår 20.00 er det nemlig tid til en kaffepause med tilhørende kage og hyggesnak, og Birgitha gør altid det hele klar, før hun begiver sig ud på gulvet. Hun har lært at danse af sin mand, der, mens borddækningen står på, tager sig en svingom med en eller flere af de andre, hvis dansepartner har brug for en pause. Foreningen, der har eksisteret de sidste fem år, har holdt til på Risbjerggård i to år. Som navnet lyder, har de fleste af medlemmerne oplevet en hel del somre, selvom det kan være ganske svært at se, når parrene giver den fuld gas til en quickstep: - Nogle af dem, der kommer her, er i 50’erne, mens vores ældste medlem, Bonzo, er 84 år,siger Birgitha og forklarer, at Bonzo - med det borgerlige navn Bent Haugshøt - udover at danse her blandt andet også tager rundt på plejehjem med sin kone for at danse og underholde: - Det skaber enorm glæde, når vi tager ud og underholder påplejehjem. Det giver rigtig meget livsglæde og for nylig, da vi var af sted, var der en ældre dame, der tog mig i armen, og spurgte om vi ikke snart kom igen, fortæller Bonzo med et stort smil.

Stor kærlighed til dans

Fælles for alle medlemmer af foreningen er, at de udover at elske dans i alle afskygninger også er ganske øvede dansere - nogle med livslang erfaring inden for flere forskellige genrer. Derfor er der masser af indbyrdes sparring og snak om forskellige dansetrin i løbet aftenen. Men der en ingen mulighed for decideret undervisning. - Vi har alle et vist niveau, men nogle gange kan man opdage, at et af de andre par kan nogle trin, som man gerne vil lære, og så hjælper vi hinanden, fordi det er sjovt - men vi har ikke mulighed for at undervise rene nybegyndere, for det er ikke det, der er meningen med foreningen, forklarer Flemming Steffen. Duften af kaffe har nået de dansendes næsebor, og der sker en helt naturlig tilstrømning til det dækkede kaffebord. Der går en livlig snak, mens Birgithas æblekage vandrer fra medlem til medlem: - Birgitha sørger altid for kage og kaffe, og det smager altid vidunderligt, siger en af danserne, Berit Stender, mens hun lægger et stykke gammeldags æblekage med flødeskum på sin tallerken. Imens går snakken livligt bordet rundt, og det er helt tydeligt, at samtlige medlemmer af Senior Dancers har en stor kærlighed til dansen: - Det er egentlig ganske simpelt. Det gør noget ved ens humør, såhvis du skylder en million kroner væk, så glemmer du alle dine bekymringer om det i det øjeblik, du er på dansegulvet, fortæller Flemming Steffen, mens flere andre nikker bekræftende. De fleste rundt omkring bordet kender hinanden på kryds og tværs, fordi de også udfolder deres dansepassion andre steder rundt omkring i det storkøbenhavnske område. På denne mandag går snakken blandt andet om weekendens swingarrangement i foyeren på Operaen, men det bliver hurtigt klart, at der danses - og kan danses - mange steder rundt omkring i det storkøbenhavnske område. Berit Stender fortæller, at hun på en god uge danser fire til fem gange, fordi hun slet ikke kan lade være. Det samme gør sig helt tydeligt gældende for resten af forsamlingen - herunder også 84-årige Bonzo. Senior Dancers består af omkring 16 medlemmer, der danser stort set hver mandag fra september til april måned.