Udleverede sit kontonummer til fremmed mand i telefonen
Af Lars Saugbjerg
En 49-årig mand fra Skærbæk-området ved Fredericia blev lørdag udsat for databedrageri. Han blev ringet op af en engelsktalende mand, som udgav sig for at være fra Microsoft.
Den 49-årige fik at vide, at hans to computere var i fare for at blive hacket. Det kunne Microsoft naturligvis hjælpe med at få afhjulpet.
I løbet af samtalen udleverede den 49-årige sit kontonummer og cpr-nummer. Inden samtalen var forbi, havde han mistet 4.500 kroner fra sin konto.
“Microsoft ringer aldrig for at bede om dit kontonummer. Så lad nu være med at udlevere det,” lyder advarslen - igen - fra Lokalpolitiet i Fredericia.