Da man nåede tre kampe på en søndag
Fodbold i Mellerup, basketball i Jellinge og håndbold i Løgstør fra 11.00-20.30 på en søndag
Der blev snakket meget om de gode gamle dage, da randrusianske Jørgen Melker Nielsen havde inviteret til reception i anledning af 70 års-dagen.
Det er en ikke helt almindelig tidl. skolelærer på Vestervangskolen, der havde indbudt til fest efter et arbejdsliv, hvor idrætten har fyldt meget i hans og fru Ingers og børnene Tinas og Lars’ liv.
Jørgen Nielsen har nemlig spillet fodbold, basketball, håndbold og dyrket atletik på stort set samme tid - og gjort det i et omfang, man har svært ved at forestille sig - mere end 500 førsteholdshåndboldkampe for Hornbæk, fodbold på alle pladser på førsteholdet i HSF, basketball i bl.a. Skovbakken i 1. division (dengang landets bedste række) og Cimbria i 2. division og dertil mere end 100 landsturneringsholdkampe i dansk atletik, hvor der kun er tre-fire holdkampe om året, så det er noget af en bedrift at nå 100 af slagsen. Kun to i Randers har gjort det - foruden Jørgen Nielsen også Freddy Thornquist.
Jo, snakken gik lystigt, og med til bords var to af Jørgens skolekammerater fra tiden på Statsskolen for 50 år siden - Jens Kvorning og Henrik Steenfeldt.
Nielsen og Kvorning har spillet fodbold, håndbold og basketball sammen, mens Henrik Steenfeldt - på hold med Nielsen og Kvorning - især havde en forrygende sæson 1968-1969, hvor Hornbæk overhalede Randers Freja i randrusiansk herrehåndbold og var meget tæt på oprykning til 3. division. Dengang vandt man i en tætpakket Annekshal 19-9 over Nr. Nissum KFUM for så at tabe den omvendte kamp i Limfjordshallen med 10-25…
”Det var dengang, man som aktiv kunne nå tre kampe på en dag,” fortalte både Nielsen og Kvorning.
”Programmet hed søndag 10.00 fodbold for HSF ude mod Støvring/Mellerup, derpå afgang i en lånt bil til Cimbrias-basketballkamp 14.00 i Jellinge og derefter videre til håndbold med Hornbæk SF 19.00 i Løgstør. HSF-storhedstiden i herrehåndbold sluttede dog hurtigt, da holdet blev splittet for alle vinde og farvel til bl.a. både Kvorning og Steenfeldt.
Lederarbejde og statistik
Efter den aktive karriere har han kastet sig over lederarbejde – og et vicepræsidenthverv, der passer godt med hans store interesse, fodboldboldstatistik.
Hans lederarbejde omfatter i nyere tid pladser i Randers Frejas hoved- og atletikbestyrelse - henholdsvis siden 1979 og 1984. Og han sidder stadig begge steder…
I perioden 1989-2009 var han i SIKR’s bestyrelse og har siden 2009 haft sæde i SIKR’s fondsbestyrelse og har siden 1996 været kasserer i Fladbroløbsfonden.
Og så til den med fodboldstatistikken:
På opfordring og som afløser for en af medstifterne, John Idorn, blev han i 1987 optaget i IFFHS (International Federation of Football History & Statistics), der er stiftet 1984.
Jørgen Nielsen har siden 1989 været vicepræsident - et hverv, der har givet ham et utal af oplevelser blandt historiens berømtheder i forbindelse med Galla Shows og div. klubbesøg med overrækkelse af trofæer.
Som han selv siger:
”Havde jeg været en ivrig autografsamler eller selfie-fotograf, havde jeg nok nu haft en af de største samlinger i verden af/med utallige af fodboldens største profiler/legender fra både fortid og nutid.”