Fortsæt til indhold

Jonas Jensen i EfB til udgangen af 2018

Arkiv
Arkiv

EfB har forlænget aftalen med målmand Jonas Jensen med to et halvt år, så den nu er gældende til udgangen af 2018.
Jonas Jensen kom til EfB fra samarbejdsklubben Outrup Boldklub som ungdomsspiller og forlod i 2008 klubben for at prøve nye udfordringer. Han rykkede op i 1. division med FC Fyn, der siden gik konkurs, og spillede derefter i flere sæsoner i Skive IK i 1. division. I 2013 brækkede han højre skinneben i sin sidste kamp for Skive og søgte tilbage til EfB for at genvinde sit tidligere niveau som målmand.
"Jeg elsker fortsat at være i klubben og træne med dygtige målmænd og spillere hver dag. Alternativerne har ikke været så interessante som at fortsætte i Esbjerg, og jeg føler mig tættere på superligaholdet, end jeg nogensinde har gjort. Uanset om det Martin Dúbravka eller Jeppe Højbjerg, som er førstemålmand, føler jeg, at jeg har en vigtig funktion i truppen, naturligvis især i målmandsteamet," siger Jonas Jensen.
Den 30-årige målmand accepterer sin plads i målmandshierarkiet i EfB, men er fortsat ambitiøs og ærgerrig i hvert eneste træningspas og hver kamp, og han har i efterårssæsonen leveret store præstationer på EfB's hold i Reserveligaen. Derudover var 1. september 2016 en skelsættende dato for Jonas Jensen, der i en kamp i DBU Pokalen mod serie 2-holdet Søhus Stige BK fik sin førsteholdsdebut efter 12 år med reservetjanser. Han holdt clean sheet i 9-0-sejren.
"Jeg brænder meget for det daglige arbejde på træningsbanen og synes, at jeg bliver bedre, og at jeg i træning og kamp rykker mig rigtig meget sportsligt. Man må som målmand hele tiden lægge alt det i opgaven, man kan, og koncentrere sig om at redde den næste bold," siger Jonas Jensen.
Cheftræner Jonas Dal udtrykker stor tilfredshed med, at det er lykkedes at forlænge aftalen med en højt kvalificeret målmand flere år frem.
"Jonas Jensen er en fantastisk fyr at have i truppen, hvor han med sit humør og sin glæde smitter alle. Han er på til træning, siger sin mening, og hvis forsvarsspillere placerer sig forkert, skal de nok få det at vide. Han påtager sig ansvar. Og så er han en enormt dygtig målmand, der er hurtig på stregen og reaktionsstærk, og jeg er meget rolig ved at have ham som andenmålmand. Der er overensstemmelse mellem, hvad Jonas vil, og hvad klubben vil, og det er vigtigt," siger Jonas Dal.