Fortsæt til indhold

Boligløs kan få kontanthjælp fra kommunen, men ikke bolig

Boligløse Tino Dragsted er havnet i en paradoksal situation, hvor Hvidovre Kommune betaler hans kontanthjælp, men ikke kan anvise en bolig i Hvidovre

Arkiv
key

- Jeg er jo en ressource for Hvidovre Kommune, hvis jeg ellers bare kunne arbejde. Og jeg vil rigtig gerne arbejde og så kan jeg betale skat. Men det er svært at finde et job, når man ikke har sin egen bolig, siger han. Problemet er opstået, fordi Tino Dragsted boede til leje hos en bekendt i Hvidovre og altså ikke har haft sin egen bolig i kommunen. Da han ikke længere kunne bo hos vennen gik han til kommunen for at blive skrevet op til en bolig. Men fordi hans sidste faste adresse var i Københavns Kommune opfyldte han ikke kriterierne for at blive skrevet op. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan få kontanthjælp fra Hvidovre Kommune. Hvidovre Avis var med, da Tino Dragsted i sidste uge blev kaldt til møde i Hvidovre Kommune. Mødet handlede ikke om en eventuel bolig, men derimod om, at man fra kommunens side vil have Tino Dragsted til at udfylde et skema over, hvor han overnatter. Selv siger Tino Dragsted til Hvidovre Avis, at han de sidste ca. fire år har sovet på sofaer hos venner og bekendte. En situation, som han på ingen måde mener er holdbar. - Jeg kan ikke bestride et arbejde, hvis jeg ikke har en bolig, siger han. Jamen, hvorfor forsøger du så ikke at blive skrevet op i Københavns Kommune, hvor du sidst har haft en fast bopæl? - Jeg skal ikke tilbage til Nordvest. Det er ikke godt for mig. Og det meste af mit netværk er i Hvidovre, siger han. Tino Dragsteds boligproblem falder sammen med den generelle mangel på boliger, som Hvidovre Kommune kan anvise. Desuden er det politisk vedtaget, at han ikke opfylder kriterierne for at blive skrevet op til en bolig i Hvidovre Kommune. De kriterier hænger dog ikke sammen med hans muligheder for at få kontanthjælp i kommunen.