Med Red Barnet til nytårskur
Igen i år arrangerer Red Barnet Randers en ”nytårswalk” første lørdag efter nytår - i år altså lørdag 2. januar - med sjove opgaver for hele familien – en herlig måde at få frisk luft og motion, samtidig med at alle får brugt fantasien, og familiens yngst
Kuren ovenpå al julemaden er en rask gåtur i skoven ved Fladbro, hvor familierne kan samle points ved de ti spændende poster. Man skal huske mobiltelefonen, for opgaverne ved alle poster kræver billeder, og der er præmier til børnene i de to bedste hold. Hvis man ikke selv har børn, må man måske låne naboens eller børnebørnene?
Turen starter kl. 13 lørdag fra Skovhuset, og man slutter af ca. kl. 15 med en kop varm kaffe/kakao og en bolle samme sted, mens de frivillige tæller points op, vejer skruelåg, serverer og fortæller om de to Familieoplevelsesklubber og om »Fri for Mobberi«.
Der vil være lettest at parkere på P-pladsen ved Himmelbovej.
For at deltage skal hvert hold købe et opgaveark til 25 kr., og kaffe/te/kakao med bolle koster 10 kr. Der er balloner til alle børn og deltagerbeviser til alle.
"Og husk at bruge låget: Skynd jer at få begyndt at samle plasticskruelåg fra mejeriprodukter - og få familien og naboerne til at hjælpe. Der er nemlig også en flot præmie til den familie, der kommer med flest,« lyder det fra Red Barnet, der lader lågene gå til genbrug og bruger pengene til de to familieklubber.