Fortsæt til indhold

Her er alle nørder - på hver deres felt

Forældre-ros til Eliteidrætsskolen

Arkiv
Arkiv

Hvad enten man er til fodbold eller islandske heste, trives eleverne med sportslige ambitioner godt på Eliteidrætsskolen på Nørrevangsskolen.
Bare spørg forældrene.
"Alt i alt er det en vældig positiv oplevelse at have et barn på Eliteidrætsskolen, Randers. Godt nok kræver det en større opbakning fra forældrene - end på en ordinær folkeskole - men det er vel helt naturligt, når man har et barn, hvor sporten kommer i første række. Det giver fin mening at samle børnene i en eliteidrætsafdeling og dermed give dem mulighed for at udleve deres ambitioner blandt ligesindede. I modsætning til den klasse vores datter forlod, er hun nu ikke mere nørden, der går op i sin sport. Her er de alle nørder - på hver deres felt."
Ordene kommer fra Mette Hvid Hansen og John Herlev, forældre til Hannah Leah Herlev Hvid, som går i 8. klasse på Eliteidrætsskolen, der holder til på Nørrevangsskolen, hvor hun er den eneste af eliteeleverne, der har islænderheste som speciale.
Eliteklasserne henvender sig til elever fra 7. til 10. klasse.

Nørdernes afdeling

For ikke så længe siden fik "nørderne" deres egen afdeling på skolen, hvilket - ifølge afdelingsleder Jeppe Thomsen - har "skabt er elitemiljø, der fremmer både de sportslige, sociale og faglige resultater."
Eliteidrætsskolen blev etableret 2009 og har i dag hele 15 - vidt forskellige - idrætsgrene på skemaet. Så hvad enten man er til de etablerede idrætsgrene - eller mere "eksotiske" - er der plads på skolen.
Diabetes er selvsagt heller ingen hindring.
Således siger Dorthe og Rene Hansen, der er forældre til Caroline G. Hansen som spiller håndbold:
"Vi synes det har været godt for Carolina at skifte skole. Det har betydet meget for hende, at hun nu kan dyrke håndbolden mere, end hun gjorde før. Da hun søgte ind på skolen, var vi bange for, at hendes diabetes ville spænde ben for hende, men det viste sig ikke at være et problem. For os er det betryggende at vide, at skolen har lidt erfaring omkring diabetes og, at de er åbne omkring mere viden i form af møder med sygeplejersker. Vi har gjort os tanker omkring meget træning og eventuelle skader, men det er der jo taget hånd om fra skolens side. Med fysioterapeut og massør. Hvis uheldet er ude."

Ubegrundet skepsis

Forældrene er enige om, at de var noget skeptiske, da deres børn kom hjem og fortalte, at de gerne ville kombinere deres sportslige ambitioner med skolegang.
En skepsis, der skulle vise sig at være ubegrundet.
"Vi var bekymrede for, om det rent faglige kunne stå mål med vore ønsker for vores datters videre skolegang, men nu føler vi, at der er styr på det faglige. Lærerne tager hensyn til den enkelte elevs boglige evner og stiller krav derefter. I dag er vi glade for, at vores datter fik muligheden for at komme ind på skolen. Det har betydet, at hun har mulighed for at dyrke sin sport, og samtidig har hun også fået nogle redskaber til at tackle en måske svær teenagetid med," siger Mette Hvid.
Hun kan kun opfordre andre til at søge ind.
"Carolina færdes blandt andre unge, der brænder for deres sport og har fået en masse ballast omkring det sportslige. Hun har haft nogle lærere, der har forstået at presse på omkring det faglige - uden, at det har "stresset" hende og – o modsætning til hendes gamle skole - har hun altid fået sine opgaver rettet tilbage. Vi vil gerne anbefale børn at søge ind og forældre til at bakke op," siger Dorthe og Rene Hansen.
Jeppe Thomsen, afdelingsleder på Eliteidrætsskolen, glæder sig naturligvis over de pæne, rosende ord fra de to forældrepar.
"Det varmer at høre, at de er tilfredse med både trænere og lærere, og at de anbefaler andre børn at søge ind. Er man interesseret i at søge ind på skolen - i skoleåret 2016-2017 - bør man kigge forbi, når vi holder åbent hus og orienteringsmøde i slutningen af januar," slutter lederen.