Så mange indbrud har der været i julen
Godt 11 procent af julens indbrud skete på Fyn
"Antallet i år er en smule højere end sidste år, men ikke så højt som set i de øvrige forudgående år."
Sådan skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse, der dagligt bliver sendt ud mellem jul og nytår, og som samler op på indbrudstallene i denne tid, hvor tyveknægtene har kronede dage.
I Rigspolitiets opgørelse kan man se, at der på Fyn har været i alt 158 anmeldte indbrud fra 20. december til 27. december.
Det svarer til 11 procent af indbruddene på landsplan, der i alt er opgjort til 1.354.
Men der kan stadig være en del flere anmeldelser på vej, idet ikke alle endnu er kommet hjem fra juleferien.
Ifølge Fyns Politi har der siden 20. december været 83 anmeldelser om indbrud i privat beboelse i Odense Kommune.
55 af anmeldelserne er kommet ind fra juleaftensdag og frem til i dag.
"Det ligger meget jævnt, og det er markant bedre tal end tilbage i 2013," siger politikommissær Carsten Arentoft Andersen til Lokalavisen Odense.
Ifølge ham kan de forholdsvist opløftende tal blandt andet tilskrives, at borgerne er blevet mere bevidste omkring Nabohjælp.
"Der er i hvert fald en af tingene, der nok har hjulpet. Nabohjælp har helt sikkert haft en effekt."
LÆS OGSÅ: Odenseanerne er vilde med Nabohjælp
Tyveknægtene har det ifølge Rigspolitiet med at holde sig til villaområder, da godt 75 procent af alle indbrud er begået i en villa.
Herunder kan du se tallene fra Rigspolitiet: