Her er reglerne
Der er flere ting, man skal være opmærksom på, når man køber fyrværkeri
Fra i dag kan du købe knaldperler, heksehyl, store batterier og raketter, så du er klædt på til, når det nye år skal skydes ind med fest og farver om lidt over to ugers tid.
Godkendte fyrværkeri-salgssteder har fra den 15. til 31. december lov til at sælge dig fyrværkeri, men der er nogle få regler, du skal være opmærksom på, når du omgås det farlige nytårskrudt.
Én af de vigtigste er, at du kun må fyre fyrværkeriet af mellem 27. december og 1. januar. Fyrer du krudt af uden for den tidsperiode, risikerer du en bøde.
Er du samtidig storforbruger af krudt, så skal du også være opmærksom på, at du højest må have fem kilo NEM-fyrværkeri i din bil. Den samme regel gør sig gældende i dit hjem. NEM står for Netto EksplosivstofMængde og angiver, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet. NEM-vægten er angivet på nyt fyrværkeri.
Har du planer om at køre ned over grænsen for at købe våde varer til den festlige aften, så skal du også huske, at det er ulovligt at indføre fyrværkeri, der er købt i udlandet, i Danmark.
Så er formaliteterne på plads, men husk, at vigtigst af alt er, at du håndterer fyrværkeriet med stor omtanke. Brug beskyttelsesbriller og raketholdere, og kast aldrig fyrværkeri i nærheden af andre.
Læs flere gode sikkerhedsråd i faktaboksen.