Fortsæt til indhold

Fyrværkeriet skal gemmes til nytår

Arkiv
Arkiv

Årets salg af fyrværkeri i Danmark er netop startet, og dermed kan nytårsforberedelserne gå i gang. Men det er ikke tilladt at bruge fyrværkeriet før 27. december

Fyrværkeri er for de fleste danskere en vigtig del af nytåret, men der er også mennesker og dyr, som føler sig generet af fyrværkeriet. Derfor blev der fra sidste år ændret på perioderne, hvor fyrværkeri må sælges og anvendes. Forbrugere må nu købe fyrværkeri i perioden fra 15. december til og med 31. december, mens man må anvende fyrværkeriet fra 27. december til og med 1. januar.
Hvis man køber fyrværkeri i god tid inden nytår, skal det transporteres og opbevares rigtigt, indtil det skal bruges. En forbruger må opbevare en mængde fyrværkeri, som svarer til max. fem kg NEM. Det står for ”netto eksplosivstofmængde” og angiver, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet, og NEM-vægten skal stå på fyrværkeriet. Når du skal transportere fyrværkeriet hjem, så sørg for, at det ligger stabilt i bilen og ikke kan tumle rundt, så det får skader.
Hjemme skal fyrværkeriet opbevares tørt og på afstand af varmekilder og elektriske apparater. Læg fyrværkeriet et sted, hvor børn ikke får fat på det og lad være med at pakke fyrværkeriet ud eller fjerne beskyttelseshætter fra lunterne.
Inden fyrværkeriet skal bruges, er det en god ide at genopfriske de fem gode råd om sikker brug af fyrværkeri. Del de gode råd med alle familiens medlemmer og husk at følge dem, så I får et sikkert nytår.