Borgmesteren åbnede ild i gågaden
"Ild er noget, der drager. Det kan man samles om."
Ordene kommer fra borgmester i Vejle Arne Sigtenbjerggaard (V), da han beredt med tændvæske og ild, tænder kullene til den første af i alt 20 nye ildsteder placeret rundt omkring i gågadens sidegader.
Det er 20 sorte tønder med brændende kul, der er placeret rundt omkring i sidegaderne. Forhåbningen er, at ilden vil drage og samle folk. At folk vil mødes over ilden og snakke med hinanden om alt fra vejrforholdene til livet i Vejle.
"Det er en mulighed for møde og snakke med folk, man normalt ikke ville snakke med. En mulighed for at vende verdenssituationen. Og derfor synes jeg også, at det er et godt initiativ, som jeg meget gerne støtter. For jeg er sikker på, at de vil blive til glæde for en masse mennesker," siger borgmesteren. Ildstederne er primært placeret i sidegaderne for at tiltrække mennesker hertil.
"Der skal hele tiden ske noget, og det her kan forhåbentlig være med til at trække flere folk til sidegaderne," siger Mikkel Niess, initiativtageren og næstformand i City Vejle.
De 20 nye ildsteder skal i første omgang blive stående til varmegraderne igen melder sig.