Maskerede mænd røvede Andelskassen
Politiet efterlyser tre røvere efter røveri i Bramming
Louise Ritter
Andelskassen i Nørregade i Bramming blev sent tirsdag eftermiddag udsat for røveri. Udbyttet er ikke oplyst, men politiet var hurtige på tasterne og brugte - som så ofte før - Twitter til at efterlyse både flugtbil og de tre sortklædte røvere.
De maskerede røvere tog flugten i en koksgrå Audi stationcar, der kort efter røveriet blev set køre med høj hastighed ad Terpvej mod Gørding.
Ingen ansatte er blevet truet med våben, men derfor hører politiet naturligvis alligevel meget gerne fra eventuelle vidner eller andre, der mener at have bemærket noget - eventuelt flugtbilen.
Onsdag morgen er røverne fortsat på fri fod.