Fortsæt til indhold

En gal mands værk

Fyns Politi opfordrer borgerne i Odense til at hjælpe med at finde frem til en eller flere brandstiftere

Arkiv
Danni Paulsen

Odense by er i øjeblikket hærget af påsatte brande, og natten til tirsdag blev værtshuset Bondestuen brændt ned til grunden, efter ilden fik godt fat i den mere end 150 år gamle bygnings stråtag.
Væggene står der endnu, men det gamle bindingsværkshus, der ligger tæt på Odense Zoo, er totalskadet.
Fyns Politi arbejder ud fra teorien, at branden er startet af samme gerningsmand, som man kæder sammen med mindst ni andre brande det sidste års tid i den sydlige del af Odense.
"Vi har jo en del påsatte brande ude i det område, og lige nu er det det, der gør, at vi mener, den kan være påsat, og at der kan være tale om samme gerningsmand. Det bliver vi klogere på i løbet af dagen, men det er blandt andet, at det ligesom ved de andre brande også her er taget, det er gået ud over," udtaler efterforskningsleder Henrik Justesen til Lokalavisen Odense.
LÆS OGSÅ: Politi: Samme fremgangsmåde som andre påsatte brande

"Ring til politiet"

En af fællesnævnerne i forhold til de mange brande er, at der ikke har været mennesker i nærheden.
Det samme er dog ikke tilfældet med nattens brand. Lige bag ved og tæt op ad beværtningen ligger nemlig et større beboet hus, som branden sagtens kunne have bredt sig til.
En beboer blev evakueret og kom ikke til skade, men det bekymrer efterforskningsleder Henrik Justesen, at der denne gang var mennesker i nærheden af den formodede påsatte brand.
"Det bekymrer altid, når der er ild, og når det er tæt på mennesker. Nu har der ikke været mennesker i selve huset, men ilden har kunnet brede sig til noget nær bebyggelse. Overordnet set er der stadig sat ild til et hus, hvor der ikke har været mennesker, men der er næsten altid en risiko for, at branden kan brede sig og tage fat flere steder. Det er også derfor, vi hos Fyns Politi sætter alt ind for at få opklaret de her brande," siger han og opfordrer Odenses borgere til at hjælpe med opklaringen:
"Vi har øget patruljeringen ude i området, men det kræver også en hjælp fra befolkningen. Så hvis de ser noget, der ikke stemmer overens med normalbilledet i deres område, så ring til politiet, så vi kan få det tjekket med det samme. Det er lidt de muligheder, vi har, fordi der er ikke noget sværere end at efterforske brandsager, netop fordi mange af de spor, vi normalt lever af i vores efterforskning, brænder."
LÆS OGSÅ: Ny brandstiftelse: Forsøgte at sætte ild til flyttefirma

Håber på julegave til Odense

Er I overhovedet i nærheden af at fange gerningsmanden?
"Det kan jeg ikke sige noget om. Jeg kan jo ikke kigge i en krystalkugle, men jeg kan sige så meget, at der er nogle emner, vi søger af. Lad os nu se. Jeg håber da, at jeg kan være med til at give Odense by en julegave. Det tror jeg på, men jeg ved det ikke. Det ville i hvert fald være noget af det bedste, der kunne ske for mig," siger Henrik Justesen.
Hvad gør I helt specifikt for at fange ham eller hende?

"Der er ekstra patruljeringer i området, og hver gang folk ringer ind med noget, så forsøger vi langt hen af vejen at se, om vi kan fange den her gerningsmand, for det er jo en gal mands værk, hvis man kan bruge det udtryk. Men spørgsmålet er så også, om der er én eller flere brandstiftere i området. Det kan være svært at sige noget om lige nu, men vi kan se, at der er lidt forskellige fremgangsmåder. Nogle gange er der brugt brandbare væsker, andre gange har man kørt en skraldespand hen til bygningen og sat ild," fortæller efterforskningslederen.
Tidligere i dag sendte Fyns Politi en pressemeddelelse ud, hvor man offentliggjorde et billede af en dunk med påskriften "Solfanger", som er fundet tæt på fredagens brandsted, kirkeskuret ved Dyrup Kirke.
Den kan du læse mere om her.