Fik læsterlige klø
Odense Bulldogs blev sendt hjem fra Esbjerg med en regulær røvfuld
Odense Bulldogs er lige så stille ved at få vendt en ellers sprudlende sejrsstime til en decideret nedtur.
Efter en masse flotte resultater storskuffede fynboerne søndag, da de overraskende tabte 2-4 hjemme til bundholdet Herlev Eagles.
Tirsdag aften endte det så i ydmygelse i Esbjerg, da Odenses ishockeystolthed blev sendt hjem fra vestkysten med en regulær røvfuld på hele 9-0.
En kamp, der med fynske briller kun kan beskrives med et ord: Pinlig.
Skiftede målmand
1207 tilskuere så Bulldogs holde stand i godt 15 minutter, før de så fynboerne skøjte mod prygl i en utrolig hast. Før man fik set sig om, stod der pludselig 3-0 til hjemmeholdet, og 1. periode var slut.
Otte minutter inde i 2. periode gjorde Energys Jeppe Holmber, der nåede at score tre mål i kampen, det til 4-0, og så blev Bulldogs' keeper Tadeas Galansky erstattet med unge Andreas Lauridsen.
Det gjorde dog hverken fra eller til, og da 2. periode var slut, havde hjemmeholdet fordoblet sin føring til 6-0.
Knytnævernes dans
Det stod klart, at den sidste periode skulle bruges på at begrænse ydmygelsen, men det formåede gæsterne ingenlunde.
Fynboerne viste en smule længe ventet mandshjerte og tegn på, at der var bare en flig af faglig stolthed tilbage, da de dansede knytnævernes dans foran udskiftningsboksen i slutningen af opgøret.
Udvisningerne ændrede dog ikke på, at Brad Grattons duknakkede drenge valsede ind i en resultatmæssig knock-out.
Hjemmeholdets Matthew Pistilli slog det sidste søm i kisten med sin tredje scoring til 9-0 et minut før tid, og så var der ellers lang vej hjem til Odense.
Bulldogs skal se, om de kan rejse sig igen på fredag, hvor de forsvarende mestre fra SønderjyskE besøger Bryggeriet Vestfyen Arena.