Fortsæt til indhold

Følgevenner

Anton Weng Kühlmann fra 10. klasse på Præstemoseskolen fik for nogle år siden ideen til følgeordningen - torsdag fik følgevenner årets innovationspris

Arkiv
key

- Jeg fik ideen, fordi jeg synes, der er svært for unge at få et job - og så har alle prøvet stress og jag om morgenen, fortæller Anton Weng Kühlmann. Anton fik ikke umiddelbart så meget respons på ideen, men i starten af dette skoleår fik han pludselig at vide, at følgeordningen var blevet en realitet på Risbjergskolen. Sidenhen er flere skoler kommet til, og nu er planen, at følgeordningen skal udbredes til fem skoler i Hvidovre. Følgeordningen går i al sin enkelthed ud på, at ældre elever efter aftale følger yngre elever i skole om morgenen. Det skaber venskaber mellem de yngre og ældre elever - og dermed tryghed på skolen. For familierne betyder det desuden, at stress og jag mindskes, fordi afleveringen klares af en, der alligevel skal i samme retning. For at være følger har eleverne gennemgået et kursus på Ungdomsskolen.

Populær ordning

Torsdag eftermiddag blev Anton Weng Kühlmanns ide således modtage Hvidovre Innovations Pris (HIP). På både Risbjergskolen og Gungehusskolen har skolernes to afdelingsledere været med til at sætte ordningen i gang, og det har vist sig at være en populær løsning på et hverdagsproblem, som opstår i rigtig mange familier. - Der har været mange gode og kreative ideer til at gøre Hvidovre til et bedre sted at bo, men den her ide har været med til at ændre stressede morgener og er blevet til, fordi alle involverede har haft tillid til hinanden, sagde borgmester Helle Adelborg inden innovationsprisen blev overrakt til de to afdelingsledere på Risbjergskolen og Gungehusskolen. Det er tredje gang at HIP blev uddelt og i alt 8 projekter var indstillet til prisen. Ledelsesgruppen i Hvidovre Kommune nominerede de tre ideer, de synes var bedst og efterfølgende valgte Hoved-MED hvilken ide, der skulle vinde.