Barn i Hvidovre under 2. verdenskrig

Sidst på året i vinteren 1941 flyttede Bente Hansen, der dengang havde efternavnet Jensen, sammen med sine forældre og fire søskende til Vojensvej i Hvidovre Nord. Huset – som Bentes forældre havde betalt 13.000 kroner for – lå på nummer 32, og her boede Bente, indtil hun som voksen flyttede hjemmefra og blev gift. De første år Bente boede i huset oplevede hun, hvordan 2. verdenskrig satte sit præg på hverdagen. De trange kår, knapheden, manglen på mad – og den allestedsnærværende frygt for tyskerne var en del af dagligdagen i Hvidovre i begyndelsen af 1940’erne. Bente husker blandt andet, hvordan krigen påvirkede familien, da hendes yngste lillebror kom til verden i 1943: - Man kunne dengang ikke få barnevogne, men min far var tømrer, så byggede han selv en lille gul barnevogn med klapkaleche, som han stod og lavede nede i kælderen, fortæller Bente med en eftertænksom mine og et lille grin. Hun synes, at det er lidt skægt at tænke på, hvordan livet var dengang, forklarer hun, mens hun tager en tår kaffe og sætter koppen fra sig på sit stuebord. Hun fortæller sine erindringer om 1940’ernes Hvidovre til Forstadsmuseet en junidag i 2015 i sin lejlighed i Friheden. Her har hun boet de sidste 52 år.

Grise i baghaven og kødløse dage

Farens uddannelse som tømrer kom flere gange familien til gode under krigen. Med to kolleger indgik han blandt andet en aftale om at investere i to grise, der skulle opdrættes, slagtes og deles mellem de tre familier kort før jul i 1944. Grisene flyttede ind i familien Jensens baghave på Vojensvej. Der stod der nemlig et muret skur, som Bentes far ordnede, så grisene kunne bo der: - Da julen nærmede sig kom der en rigtig slagter - Slagter Olsen hed han - og han slagtede grisene med otte dages mellemrum. Og da min mor havde parteret hele grisen, så gik hun ned til Slagter Rosenberg, der lå på Hvidovrevej, og der fik hun en stor flæskesteg og noget flæsk saltet og røget, og så var der god mad til hele julen, fortæller Bente. Hun husker også de kødløse tirsdage, hvor hun derfor sammen med sin mor gik til fiskehandleren, der lå ved siden af Slagter Rosenberg på Hvidovrevej. Der købte de hver uge fiskefars, fiskefrikadeller og sild i stedet for flæsk og kød.

De tyske soldater på Hvidovrevej

Bente har også mindre behagelige erindringer fra besættelsestiden. Blandt andet husker hun tydeligt, hvordan en af hendes skoleveninder en dag kom løbende hen ad gangen på skolen, mens hun råbte, at en anden af skolepigernes far var blevet skudt af tyskerne på Hvidovrevej: - Der sad en kone en tidlig morgen ved halv otte eller otte tiden og vinkede farvel til sin mand og sin datter. Han skulle med toget, og hun skulle til Holmegårdsskolen. Men så! Lige pludseligt blev han skudt lige der midt på gaden af tyske soldater. Tænk, det sad konen i vinduet og så ske. Det var forfærdeligt. Vi var alle meget rystede, siger Bente, der husker, at der efterfølgende blev lagt et jernkors ned i asfalten der, hvor manden var blevet skudt.

Dramatisk 4. maj 1945

Den 4. maj 1945 var Bente til fødselsdag hos veninden Birgit, der boede på Ørager 3 i Hvidovre. Bente husker, hvordan de alle løb glade rundt og legede i haven, da Birgit mor pludseligt kom ud: - Hun sagde til mig, at Birgits far snart ville følge mig hjem, fordi der var blæst forvarsel, og der kunne komme et luftangreb. Det var jo i 1945, så det var på det tidspunkt, hvor det hele var på sit højeste, fortæller Bente, og henviser til krigens afslutning i Danmark d. 5. maj 1945. Bentes hjemtur til Vojensvej foregik med Birgits far i hånden. Turen gik hen af Kløverprisvej og derfra ned mod Hvidovre Kro. Men ved kroen var vejen spærret af tyskere, der stod alle vegne, så Bente og Birgits far ikke kunne komme forbi: - Vi kom gående inde på fortovet, men kunne ikke komme igennem. Jeg var rigtig bange for alle de tyskere, der stod der, men Birgits far begyndte at tale med en af dem på et sprog, jeg ikke forstod. Jeg ved ikke, om det var tysk eller engelsk, men imens stod jeg og kiggede på dem og tænkte, at det jo bare var drenge, der stod med de geværer. De gav os til sidst lov til at forsætte, men Birgits far måtte kun følge mig til hjørnet af Vojensvej der, hvor købmanden lå - og to af de tyske soldater fulgte med - med deres geværer rettet mod vores rygge, fortæller Bente og understreger, at hun aldrig glemmer følelsen, da hun måtte løbe alene op af Vojensvej uden at se sig tilbage: - Jeg var bange for, at de ville skyde mig eller Birgits far. Så da jeg kom hjem hylede og græd jeg og sagde til min mor; “Jeg har et gevær i ryggen, jeg har et gevær i ryggen”. Det var den værste oplevelse, jeg havde under krigen, fortæller Bente. Bente erindrer, at hendes mor tog episoden med ophøjet ro. Bente blev blot sendt ud og lege med kammeraterne på vejen, og der gik ikke længe, før hun igen hyggede sig blandt sine venner. Helt uden at vide, at denne dags afslutning kort tid senere skulle gå hen og blive husket til evig tid: - Pludseligt løb alle folk ud på Vojensvej, hvor vi legede. Alle havelågerne gik op, og så myldrede alle de voksne ud og råbte “Tyskerne har overgivet sig, tyskerne har overgivet sig, vi er et frit land”, afslutter Bente sin fortælling. Meddelelsen om, at tyskerne havde overgivet sig i Danmark, kom om aftenen den 4. maj, men officielt trådte Tysklands kapitulation først i kraft den 5. maj kl. otte om morgenen.