Fortsæt til indhold

Ældre Sagen klar med det nye kontor

På tirsdag den 5. januar kl. 10-12 åbner man det nye kontor- og mødelokale i Hvidovre C

Arkiv
m-

Glæden bunder i, at lokalafdelingen efter flere års bestræbelser på tirsdag den 5. januar kan tage nye lokaler i brug i Hvidovre Stations Center, i daglig tale Hvidovre C. Den dybe skuffelse for Ældre Sagen er, at kommunen ikke har udvist vilje til at tilbyde Ældre Sagen lokalefaciliteter til de mange frivilliges arbejde til gavn for kommunens ældre, hvoraf godt 6.000 er medlemmer af Ældre Sagen.

Bare uforståeligt

- Vi forstår simpelthen ikke, at et flertal i kommunalbestyrelsen har tvunget os ud i en situation, hvor vi på almindelige markedsvilkår selv skal skaffe og betale lokaler. Det sårer os, at man tilsyneladende har så lidt respekt og anerkendelse for det arbejde, som vores omkring 250 ulønnede frivillige udfører, siger Thomas Thomsen. - Vi ser jo, hvad kommunen økonomisk støtter andre foreninger med, også foreninger med lønnede ledere. Det er vi ikke misundelige over, for disse gør også en stor indsats for borgerne, en indsats der supplerer og understøtter kommunal indsats. - Det samme gør vi i udstrakt grad i Ældre Sagen, men alligevel mødes vi af negativitet. Det er helt uforståeligt, at ansvarlige kommunalpolitikere på denne måde tilsyneladende nedgør en forening med 10 procent af kommunens borgere som medlemmer. Så tilbage til det glædelige. Thomas Thomsen fortæller, at Ældre Sagens frivillige i de seneste uge har arbejdet med kontorflytningen, og tirsdag 5. januar bliver altså første åbningsdag. Åbningstiderne bliver indtil videre de kendte, nemlig tirsdag og fredag kl. 10-12 samt onsdag kl. 17-18. Telefonnummeret til kontoret er uændret 3647 8515 og det samme er mailadressen kontor@aeldresagenhvidovre.dk Postadressen er Ældre Sagen Hvidovre, Hvidovre C, Hvidovrevej 57. I forbindelse med kontoråbningen opsættes naturligvis en postkasse ved den udvendige opgang til kontoret, hvor medlemmerne kan aflevere post.

Åbningsfest senere

Ældre Sagens hidtidige lokale i Strandmarkens Fritidscenter bibeholdes til den omfattende IT-undervisning, og det samme gælder lokalet på Hvidovre Enghavevej 21, hvor en række faste aktiviteter holdes. Hidtil har en del af Ældre Sagens mødeaktivitet også været afviklet her, men disse kan nu holdes i de nye lokaler. Medlemmerne får naturligvis også lejlighed til at se Ældre Sagens nye lokaler ved et åbningsarrangement om nogle uger. - Og vi har i høj grad grund til at takke vores medlemmer for, at det har været muligt at gennemføre vores lokaleinitiativ. Vi har over en årrække været så heldige at kunne samle lidt midler, som nu finder anvendelse ved indretningen af vores nye lokaler, slutter Thomas Thomsen, der samtidig sender en varm nytårshilsen til alle medlemmer.