I aften er cykelturen igen på kommunalbestyrelsens dagsorden
Det besluttede kommunalbestyrelsen i august sidste år. Beslutningen blev truffet, fordi medarbejderne da de tilmeldte sig til projektet - stik imod hvad der senere skete - blev fortalt, at deres deltagelse i cykelturen ikke ville koste dem andet end 400 kr. om måneden i ti måneder. Disse ialt 4.000 kr. blev trukket fra deres lønudbetalinger. For denne beskedne betaling modtog medarbejderne en racercykel, cykeludstyr og cykeltøj til en indkøbspris på 12.853 kr. De modtog også fuld forplejning i tre dage samt to gratis overnatninger. Såvel SKAT som Skatterådet mener imidlertid, at der skal betales skat af medarbejdernes deltagelse i projektet.
600.000 kr.
Der er på kommunens budget sat 600.000 kr. af til denne skattebetaling. Men som tidligere omtalt i Hvidovre Avis lykkedes det - noget overraskende - ikke for kommunalbestyrelsen på sit møde i november at få afsluttet den langstrakte cykelsag. Dagen inden mødet i kommunalbestyrelsen modtog Hvidovre Kommune nemlig et brev fra Statsforvaltningen. I brevet skrev Statsforvaltningen, at den via en artikel i Hvidovre Avis var blevet gjort opmærksom på, at kommunen havde truffet beslutning om at kompensere medarbejderne for beskatningen af deres deltagelse i projektet. Statsforvaltningen bad kommunen redegøre for, hvilken hjemmel kommunen mener at kunne kompensere medarbejdere for yderligere skattebetaling.
Medarbejdere i "god tro"
I aften skal kommunalbestyrelsen så tage stilling til et udkast til et svar til Statsforvaltningen. Det tre sider lange svar er en udtalelse fra Hvidovre Kommune vedrørende kommunens tilkendegivelser om dækning af medarbejdernes skatteudgifter i forbindelse med medarbejdernes deltagelse i cykelprojektet. I kommunens udtalelse redegøres der også for, med hvilken hjemmel kommunen vil afholde medarbejdernes udgifter til beskatning som følge af deltagelse i projektet. Udtalelsen slutter således: - Sammenfattende er det Hvidovre Kommunes vurdering, at kommunen grundet de konkrete omstændigheder hvorunder cykelprojektet er blevet lanceret over for medarbejdere, der har været i god tro, er juridisk forpligtet til at holde medarbejderne skadesløse for de udgifter, som den utilsigtede beskatning påfører dem. Med andre ord ligger hjemlen til at afholde udgifterne til skattebetalinger i, at Hvidovre Kommune i tilfælde af en retssag, ville blive dømt til at holde medarbejderne skadesløse. Da kommunalbestyrelsen havde sagen oppe at vende i november, sagde borgmester Helle Adelborg (A) blandt andet: - Jeg vil gerne minde om, at vi alle mange gange har haft lejlighed til at udtale os om selve cykelprojektet. Og vi er vist alle enige om, at selv om det var tænkt som et godt formål og som sådan også har haft en god betydning for sygefravær og samarbejdet - så ligger omkostningerne langt over, hvad vi som kommune kan tillade os at bruge på teambuilding af medarbejderne. Og det kommer ikke til at gentage sig her i Hvidovre, så længe jeg er borgmester... Sandsynligvis bliver kommunalbestyrelsen i aften enig om at sende et svar til Statsforvaltningen. Så må tiden vise, om Tilsynet kan bruge det svar der afsendes - eller om sagen ender med, at der rejses en tilsynssag. I så fald er der lange udsigter til, at cykelprojektet kan afsluttes endeligt. oas Læs HELE udkastet til kommunalbestyrelsens udtalelse til Statsforvaltningen på side 6.