Fortsæt til indhold

Ældresagen til kongelig generalprøve

Arkiv
Arkiv

I et samarbejde mellem Sønderborg Teaterforening, Ældresagen i Sønderborg og omegn samt DK Turné-Teater er det lykkedes at få arrangeret en forpremiere på teater/revyen ‘Kongelig Revy Leverandør'.
Revyen har premiere den 14. januar kl. 19.30, og der er stadig få billetter til denne forestilling. Men allerede dagen før - den 13. januar kl. 14 - går tæppet altså til en forpremiere på Sønderborg Teater, hvor Ældresagen kan tilbyde billetter til favørpris.
Bag den flotte titel gemmer sig de tre skuespillere Flemming Jensen, Flemming Krøll og Leif Maibom. De har igen slået pjalterne sammen og nyskrevet en historie om tre ældre revyskuespillere, der tilfældigvis hedder Flemming Jensen, Flemming Krøll og Leif Maibom. De har måske haft større succes tidligere, men nu er der lidt stilstand i jobbene, så det er derfor mere end velkomment, da deres manager Henning Booking fra Falster har skaffet dem et job i Kongehuset. Godt nok på afbud, men hvad ...
Nu gælder det så for de tre om at finde det helt rette program til et Kongehus-show, og det kommer der en masse snak, sjov og sammenstød ud af, mens de afprøver gamle og nye revynumre fra deres lange karrierer.
Sønderborg Teaterforening står for salget af billetter til forpremieren, der koster 150 kroner plus forsendelsesomkostninger, og kan købes fra i dag den 29. december enten pr telefon 7020 2096 eller via sonderborgtf.billetten.dk