Fighters mod plankeværk
Der var fuld revanche til Hvidovre mod både Esbjerg og Vojens
- Esbjerg var chanceløs i vore hurtige kombinationer og målrettede spil, mente træner Jesper Andersen. - Når det lykkes for os, er der ikke mange hold, der kan stå imod. Vi fik egentlig afgjort kampen efter første periode, hvor vi kom foran 4-0. Rammer vi niveauet samtidig, er vi bare gode... - Egentlig fortsatte vi det gode spil mod Vojens dagen efter, men her var der så bare en fantastisk målmand til forskel. De fik afsluttet tre gange i de to første perioder og førte 2-1. Vi havde sendt over 30 afslutninger af sted og scoret en enkelt gang. Det har jeg aldrig oplevet før i mine mange år i ishockey... - Vojens havde “parkeret bussen” foran målmand Jon Lee-Olsen, men heldigvis fandt vi nøglerne til bussen, og fik lukket den op og flyttet den. Det handlede især om at afslutte lige på målmanden, og så prøve at spærre hans udsyn. Det lykkedes fint samtidig med, at trætheden begyndte at indfinde sig hos Vojens forholdsvis smalle trup... - De to kampe set sammen viste, at vi har fået god gang i vore kæder. Samarbejdet mellem Andreas Silfverberg og Andreas “AC” Christensen og Rasmus Hansen og Martin Svensson er rigtig godt. Vi skal bruge mange chancer for at score mål mod de hold, der har gode målmænd, men mange chancer betyder også mål på den lange bane. Det siger al statistik... - Nu går vi på juleferie med fire sejre i streg og har placeret os i den ende af rækken, hvor det sjovest at ligge. Vi bygger stadig op med unge spillere, der leverer varen, og det kan de kun, fordi vi har en rygrad af meget stabile spillere, som de unge kan læne sig op ad...