Fortsæt til indhold

Jul med bongo på Bygningen

Arkiv
Arkiv

JULEMUSIK: Traditionen tro spiller Bongoinstituttet på Bygningen 2. juledag til årets store traditionsrige og legendariske aflutning på et musikår med masser af koncerter og show.
Joakim Pedersen, Torben Ringsmose, Martin Bøge Pedersen, Mons, Nicholas Findsen, Jesper Rytkov og Torsten Lefmann udgør som altid Bongo Instituttets startopstilling - en 7-hovedet festdiktator indhyllet i lyd, lys og røg.
Musikken er AcidLatin og CaribHop, en særegen blanding af latinrock, soca, reggae og hip hop. Og lysshowet, et hidtil uset antal juletræskæder, tangokugler, politiblink, røgmaskiner og strobolys.
De syv medlemmer stammer alle fra musikmiljøet i Køge. I dag er de spredt rundt i hovedstaden men finder med jævne mellemrum sammen i Bongo Instituttet – en slags hjemstavnsforening.
Umiddelbart efter at Bongo Instituttet i 2002 annoncerede, at det var tiende og sidste gang, de optrådte ved Køge Teaterbygnings traditionsrige julerock arrangement, rejste der sig et folkekrav om at få dem tilbage. Efter 3 år med lobbyisme og sågar en underskriftindsamling, kunne Musikforeningen Bygningen stolt annoncere: ”Bongo Instituttet er tilbage”, og julen var reddet.
Nu er vi så nået til 2015, altså 13 år senere, og mon ikke de også lukker og slukker i 2016, til den måske allersidste koncert på Teaterbygningen, hvis den gamle sal bliver revet ned efter årsskiftet 16/17.
Billetter til koncerten kan købes via www.bygningen.dk.
På Musikforeningen Bygningens hjemmeside, www.bygningen.dk, kan man i øvrigt allerede nu se alle forårets koncerter og shows.
mr