Konkursbegæring gavner Vejle Boldklub
Fodboldklubben FC Vestsjælland er gået konkurs. Det bekræftede skifteretten i Næstved onsdag den 9. december.
Med FC Vestsjællands officielle konkursbegæring er situationen i landets næstbedste fodboldrække, 1. Division, lidt anderledes. En situation, der er til fordel for Vejle Boldklub og gør toppen tættere.
Gratis point
FC Vestsjællands konkurs får nemlig indflydelse på rækkens øvrige hold. Holdet taberdømmes nu i alle kampe i foråret, hvilket betyder, at deres modstandere automatisk får tildelt en 3-0 sejr og tre point.
Men det er ikke alle hold i rækken, der har mødt FC Vestsjælland lige mange gange på dette tidspunkt af sæsonen.
Det vil sige, at hold, der har mødt FC Vestsjælland en enkelt gang ud af sæsonens tre opgør, får tildelt seks point til kontoen, mens de andre hold, der allerede har mødt det konkursbegærede hold to gange, får tildelt tre point.
Helt konkret betyder det, at fire hold i rækken kommer tre point tættere på deres konkurrenter. Det gælder for Silkeborg, Horsens, Helsingør og altså Vejle, der nu er endnu tættere på drømmen om en af de i alt tre oprykningspladser.
Betydningen for Vejle
»Hvis man ser rent sportsligt på det, er det uretfærdigt. Vi vil gerne have pointene, men vi vil spille om dem. Vi bør konkurrere på sportslige lige vilkår, ellers bliver det skævt,« siger Steen Thychosen, der er sportschef i Vejle Boldklub til Jyllands-Posten.
Top fem i 1. Division ser således ud, hvor halvdelen af sæsonen er spillet:
1. Lyngby - 41 point
2. Vendsyssel - 36 point
3. AC Horsens - 32 point
4. Vejle BK - 30 point
5. Silkeborg - 28 point
Holdene kæmper om de tre pladser, der sikrer oprykning og Superligafodbold til næste sæson. Med tilførelsen af de automatiske point kommer AC Horsens, Silkeborg og Vejle alle tre point tættere på drømmen om oprykning.