Jacob får Midtpunktet til at dufte af kaffe
Jacob Verkade er kafferister og ejer firmaet Aekvatorkaffe.dk, som har base hos Fabrikanterne i Midtpunktet. Men historien om kaffen han rister, har rødder i både Holland og Ecuador
Det dufter af kaffe hos Fabrikanterne, og grunden til det findes bagerst i det store lokale. Ved et vindue ud mod Staldgårdsgade bliver der nemlig et par gang i ugen ristet kaffe. Kaffe, dyrket på en bjergskråning i Ecuador. Uden pesticider eller kunstgødning. Og med en speciel familiehistorie bag.
”Jeg får langt hovedparten af mine bønner hos min bror, der har en kaffeplantage i Ecuador,” siger Jacob Verkade..
Han og broderen er hollændere, men deres veje er gået i hver retning, sådan geografisk set. Kaffen er til gengæld en ting, de i den grad har til fælles. At det er endt sådan er dog meget tilfældigt.
”Min bror er skovingeniør, og købte noget jord i Ecuador, hvor han har plantet træer. Men der manglede nogle skyggeplanter, og det er kaffeplanter gode til at være. Det greb om sig, og plantagen vokser stadig,” forklarer han.
LÆS OGSÅ: Det var et besøg, der var givende for begge parter
Kafferister
Broderens nye liv i Ecuador blev startskuddet til, at Jacob kastede sin kærlighed på kaffen.
”Jeg har da altid kunne lide kaffe, men har aldrig gjort mig mange tanker om det. Men da min bror begyndte at producerer bønnerne, kom idéen om at riste bønnerne,” siger han.
Og sådan blev det. De fleste bønner sælges til Jacob, der for tolv år siden mødte en dansk kvinde og flyttede til Danmark. Han er arbejdet indenfor teaterverdenen, men i 2012 startede han som kafferister på hobbyplan. Han sælger kaffen via nettet og ved sin kaffevogn, han har lavet i en folkevognsrugbrød. Den rejser han land og rige rundt med. Og nu er han også at finde hos Fabrikanterne. Hans hobby er blevet et fast arbejde i aekvatorkaffe.dk
Sloganet er 'Vi dyrker kaffe, vi rister kaffe, vi brygger kaffe'. Men sidste led i den kæde, nemlig drikke kaffe, gør Jacob selvfølgelig også.
”Jeg foretrækker en cappuccino, men en god filterkaffe er nu også altid en favorit,” siger han og smiler.