Fortsæt til indhold

Kongensgades nye look blev fejret med fire klip

Rigtig mange skridt er allerede trådt på den, men torsdag blev den nye del af gågaden indviet

Arkiv
Louise Ritter

Pludselig stod den der bare, den røde snor tværs henover Kongensgade.
De shoppinglystne og alle mulige andre har ellers allerede gået den nyrenoverede del af Kongensgade op og ned mange gange, men torsdag eftermiddag skulle den alligevel indvies - sådan helt officielt med taler, borgmesterbesøg og hele fire klip i den røde snor.

Borgmester Johnny Søtrup talte for, da han sammen med den socialdemokratiske udvalgsformand Anders Kronborg, formand for Esbjerg City, Poul Jensen og Per Andersen, formand for Esbjerg Byforum, satte fire snorlige klip i det røde bånd.

Borgmesteren var i det hele taget i godt humør ved indvielsen, hvor han erkendte, at renoveringen var mere end tiltrængt.

“Man kan vel sige det sådan, at gaden trængte til en ansigtsløftning,” lød det fra borgmesteren, der i sin tale fra en af Kongensgades nye lyskegler, i høj grad priste renoveringen og tankerne bag, men samtidig imødekom han kritikken af granitbelægningen, der tydeligvis også har nået borgmesterens egne ører.
Granitten er lagt i et mønster, der skal give associationer til havbunden, men selv for folk med livlig fantasi kan det måske knibe lidt, og det erkendte Johnny Søtrup.
“Ja, det ses tydeligst, når man betragter det hele lidt mere oppefra, og særligt når belægningen er våd.”

Ellers bød indvielsen kun på smil og glade miner. Esbjerg Citys formand, Poul Jensen, kaldte renoveringen en tidlig julegave, og han glæder sig allerede til at pakke flere op, når der først i det nye år tages fat på anden etape af renoveringen fra Kirkegade op til Torvet.